Himlen over Bulgarien

Solen i bulgarske skikke: Enyovden, Ignazhden og jul

Solhverv er et astronomisk faktum, der skyldes jordaksens hældning. Den bulgarske folkekalender har markeret dem med højtider: Enyovden om sommeren, Ignazhden og jul om vinteren. Her holder vi videnskab og tradition tydeligt adskilt.

Astronomien: hvorfor solhverv opstår

Jordens akse hælder omkring 23,4 grader i forhold til sin banes plan (ekliptika). To gange om året hælder den ene pol mest mod Solen, og Solen står lodret over en af vendekredsene. Disse øjeblikke er solhvervene.

Sommersolhverv falder mellem den 20. og 22. juni. På den nordlige halvkugle når Solen da sit højeste punkt ved solar middag, og observatører uden for troperne får årets længste dagslys. Vintersolhverv falder mellem den 20. og 23. december. På den nordlige halvkugle står Solen da lavest ved solar middag, og natten er længst.

Ordet »solhverv« beskriver det, vi ser. I et halvt år synes Solen at stige mod nord, og i et halvt år bevæger den sig mod syd. Ved hvert solhverv synes bevægelsen at standse, og retningen vendes. Det giver os også årstiderne. Når Nordpolen peger mod Solen, rammer mere sollys den nordlige halvdel af planeten, og det er sommer. Når den peger væk, er der mindre sollys, og det er vinter.

Det er videnskaben. Herefter beskriver vi, hvad folkeminderne har bevaret. Beskrivelserne følger publikationer om folkekalenderen. For akademiske detaljer kan du se arbejdet fra Institut for Etnologi og Folkloristik med Etnografisk Museum ved Bulgarsk Videnskabsakademi.

Enyovden (Sankt Hans-dag): tæt på den længste dag

Enyovden fejres den 24. juni, dagen for Johannes Døberens fødsel (efter »Ordbog over bulgarernes folkelige åndskultur«, Bulgarsk Videnskabsakademi, 2018). I folkekalenderen markerer den et vendepunkt i Solens løb og knyttes til sommersolhverv. Det astronomiske solhverv falder ikke altid på denne dato, så højtiden ligger »nær« solhvervet snarere end præcis på det. Ifølge folketroen når Solen sit højdepunkt og begynder så langsomt at dale mod vinteren. Derfor siger man, at vinterens fjerne begyndelse starter på Enyovden.

Den mest levende skik hører til solopgangen. Man tror, at Solen på festens morgen »sitrer« og »leger«, og at den, der ser det, får et godt år. Ifølge nogle beretninger stod folk derfor op før daggry.

En anden velkendt aktivitet er at samle urter. På Enyovden samler man lægeurter (efter »Ordbog over bulgarernes folkelige åndskultur«, Bulgarsk Videnskabsakademi, 2018). Det er skikke og overtro, ikke råd. Højtiden handler også om bål, dans og sange. Beretninger om bål på Enyovden er sjældne og stammer hovedsageligt fra Thrakien (efter Iv. Georgieva, »Bulgarsk mytologi«). Højtiden har også andre navne, f.eks. Yanevden og Ivanden (begge former af Sankt Hans-dag).

Ignazhden (Sankt Ignatius' dag): den nye Sols »fødsel«

Ignazhden falder den 20. december, helt i begyndelsen af det tidsrum, hvor vintersolhvervet indtræffer. Ifølge nogle fortolkninger er den knyttet til tanken om den nye Sols fødsel, som i kalenderen ligger tæt på vintersolhverv. En folkesang beskriver Guds Moder i fødselsveer fra Ignat til jul. Derfor ses Ignazhden som den første i rækken af juletidens højtider.

Højtiden bærer også navne som Idinazhden, Mlada godina (»det unge år«), Nov den (»den nye dag«), Mlad mesets (»den unge måne«), Polaz eller Polazovden. Navnene antyder begyndelsen på en ny cyklus.

Mange beskrivelser fremstiller ilden som Solens jordiske billede. Når man tænder jordens ild, skal det efter princippet om efterlignende magi styrke det himmelske lys på de dage, hvor det skinner svagest. Det er en fortolkning af skikken, ikke en astronomisk observation.

Den mest kendte skik er polyazvane (første gæst over tærsklen). Husmødrene holder øje med, hvilken slags person der først krydser tærsklen. Gæsten bringer ønsker for det nye år. Det er også her, man vælger Bŭdnik (»julebøgen«), det træ, der skal brænde på hjemmets ildsted juleaften. Koledari (julesangere) vælger en leder og lærer deres sange.

Der er også et folkeligt ordsprog: fra Ignazhden begynder dagen at vokse hurtigere. Astronomisk ligger den korteste dag omkring solhvervet. Derefter bliver dagslyset langsomt længere, ikke pludseligt. Folkekalenderen taler i billeder, ikke med stopur.

Jul: lyset vender tilbage

Jul, den 25. december, kommer få dage efter solhvervet. Bulgarsk tradition holder den som en højtid for familie, bord og julesang. Etnografer knytter denne tids spådomme og ønsker til vintersolhvervet. Et eksempel er en publikation med etnografen Diana Zhekova. Her finder vi tanken om lysets tilbagevenden, men i folkekalenderens ånd, ikke i astronomiens.

At læse dem sammen

Astronomien forklarer, hvorfor Solen når sine højeste og laveste punkter: aksens hældning. Traditionen giver disse punkter mening: sommerens højdepunkt og det nye lys' »fødsel«. De to modsiger ikke hinanden, så længe vi ikke blander dem. Folkekalenderen påstår ikke, at Solen forårsager begivenheder. Den gør himmelobservation til tid til fællesskab, sang og gode ønsker.

Du kan se datoerne for solhvervene og Månens faser i appens kalender: Månen og formørkelser. Læs mere om solhverv og årstider i de relaterede artikler.

Et særskilt emne er de »solare« helligdomme som Perperikon og Tatul. Hypoteser om sådanne helligdommes orientering behandler vi separat og angiver altid, hvem de stammer fra.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak