Himlen – astronomi

Solhverv: Årets længste og korteste dag

Et solhverv er det øjeblik, hvor Solen når sit nordligste eller sydligste punkt i forhold til himmelækvator. Det sker to gange om året, omkring 21. juni og 21. december. Årsagen er Jordens aksehældning på omkring 23,4°, ikke en ændring i afstanden til Solen.

Hvad et solhverv er

Et solhverv er det øjeblik, hvor Solen når sin største vinkelafstand nord eller syd for himmelækvator. Afstanden er omkring 23,4°, det samme som Jordaksens hældning. Ordet »solhverv« betyder, at Solen vender: i dagene omkring et solhverv ændrer Solens højde ved middagstid sig næsten ikke, som om den holdt en pause, før den vender om. Det latinske ord solstitium kommer af sol (Solen) og sistere (at stå stille).

Der er to solhverv hvert år, omkring 20.–21. juni og omkring 21.–22. december. Et solhverv er et nøjagtigt øjeblik, ikke en hel dag. Når man siger »den længste dag«, mener man den kalenderdag, hvor øjeblikket falder. Datoen kan flytte sig lidt fra år til år, fordi kalenderåret ikke passer helt med det astronomiske år, og skudår retter op på det. Fra sted til sted kan den variere på grund af tidszoner.

Hvorfor en dag er længst eller kortest

Årstiderne og den skiftende længde på dagslyset skyldes Jordens akseshældning. Aksen peger næsten i samme retning i rummet, mens Jorden kredser om Solen, så den nordlige halvkugle i en del af året hælder mod Solen og i en anden del hælder væk fra den.

En udbredt misforståelse er, at sommeren kommer, når Jorden er tættere på Solen. Faktisk er Jorden tættest på Solen i begyndelsen af januar, midt i den nordlige vinter. Ændringen i afstand har kun en lille effekt sammenlignet med hældningen.

Solens højeste og laveste punkt

I løbet af et år følger Solen en bane hen over himlen, som kaldes ekliptika. Den hælder i forhold til himmelækvator, og derfor stiger Solen højere og synker lavere på himlen i løbet af året.

• Ved junisolhverv står Solen i sit nordligste punkt. For observatører på den nordlige halvkugle står den op langt mod nordøst, når sin højeste position ved middagstid, og dagen er længst. På det tidspunkt står Solen lodret over Krebsens vendekreds, omkring 23,4° nordlig bredde.
• Ved decembersolhverv står Solen i sit sydligste punkt. På den nordlige halvkugle holder den sig lavt, dens daglige bue er kort, og dagen er kortest. Den står lodret over Stenbukkens vendekreds, omkring 23,4° sydlig bredde.

Midtvejs imellem, når Solen krydser himmelækvator, kommer jævndøgnene. Tilsammen rammer disse fire punkter årstiderne ind.

Den nordlige og den sydlige halvkugle

Solhvervene er modsatte på de to halvkugler. Når den nordlige halvkugle har sommersolhverv i juni, har den sydlige vintersolhverv, og omvendt i december. I Australien eller Chile falder den længste dag omkring december.

Hvor meget dagens længde ændrer sig, afhænger af breddegraden:

• Ved ækvator holder dagens længde sig tæt på 12 timer hele året, og solhverv ændrer den næsten ikke.
• Jo længere du er fra ækvator, desto større er forskellen mellem den længste og den korteste dag.
• Nord for polarkredsen (omkring 66,5° N) går Solen ikke ned omkring junisolhverv (midnatssol) og står ikke op omkring decembersolhverv (polarnat). Det er omvendt syd for den sydlige polarkreds.

En detalje, der ofte overses

Den korteste dag falder ikke sammen med den tidligste solnedgang, og den længste dag ikke med den seneste. På midterste nordlige breddegrader kommer den tidligste solnedgang i begyndelsen af december og den seneste solopgang i begyndelsen af januar. Årsagen er, at soltiden, som et solur viser den, i løbet af året driver væk fra den jævne tid på vores ure, en effekt der kaldes tidsligningen. Den samlede længde af dagslyset er dog virkelig mindst ved decembersolhverv.

Solhverv i gamle monumenter

Mange gamle samfund byggede med disse øjeblikke for øje. Studiet af sådanne forbindelser mellem bygværker og himlen kaldes arkæoastronomi.

• Stonehenge i England har en solakse. Ved junisolhverv står Solen op over Heel Stone langs monumentets hovedallé, og ved decembersolhverv flugter solnedgangen med den samme akse i modsat retning. Monumentet blev bygget i etaper for tusinder af år siden.
• Newgrange i Irland er en gangsgrav af sten, omkring 5.000 år gammel. Omkring solopgang ved decembersolhverv trænger en lysstråle ind gennem en åbning over indgangen og oplyser det indre kammer en kort tid.

Vi får måske aldrig fuldt at vide, hvad disse flugtninger betød for bygherrerne. Forskerne er forsigtige her: Flugtningen kan måles, mens dens betydning stadig er et studieemne.

Fester omkring solhvervene

Solhverv har længe været anledninger til fest. Det er kulturelle traditioner, ikke astronomiske fakta:

• I Nordeuropa knyttes vintersolhverv til jul (Yule) og sommersolhverv til sankthans og midsommer, som markeres med bål og blomster.
• I Kina er Dongzhi-festen omkring decembersolhverv en tid for familiesammenkomster.
• I Andesbjergene hylder Inti Raymi Solen omkring junisolhverv, som er vinter på den sydlige halvkugle.
• I Bulgarien er Enyovden den 24. juni i folketraditionen knyttet til midsommer og indsamling af urter.

Kort sagt

Solhvervene viser, hvordan Jorden hælder i forhold til Solen. De er det tydeligste synlige tegn på lysets årlige rytme: fra den korteste dag, hvorefter dagslyset begynder at vokse, til den længste, hvorefter det langsomt aftager. For det større billede, se også Solen.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak