Himlen – astronomi

Solen: Vores stjerne

Solen er en stjerne: en enorm, varm kugle af plasma, mest brint og helium, som lyser ved hjælp af kernefusion i sin kerne. Den rummer næsten hele solsystemets masse, og dens lys og tyngdekraft former vores dage, vores årstider og den himmel, vi ser.

Solen som stjerne

Ja, Solen er en stjerne. Den ser så anderledes ud end nattehimlens stjerner, simpelthen fordi den er så meget tættere på: Dens lys når os på godt 8 minutter, mens lyset fra de næstnærmeste stjerner er flere år undervejs.

Astronomer klassificerer Solen som en hovedseriestjerne (en stjerne, der i sin kerne omdanner brint til helium) af spektraltype G. Den er omkring 4,6 milliarder år gammel og cirka halvvejs gennem denne fase af sit liv. Dens diameter er omkring 1,39 millioner kilometer, ca. 109 gange Jordens, og den rummer omkring 99,86 % af hele solsystemets masse.

Den består mest af brint og helium: målt i masse cirka tre fjerdedele brint og en fjerdedel helium med små mængder tungere grundstoffer. Den er hverken fast eller flydende, men plasma (en gas af elektrisk ladede partikler), så den har ikke en overflade på samme måde som Jorden.

Solen har lag. I midten er kernen med omkring 15 millioner grader. Over den ligger strålingszonen og konvektionszonen, og den synlige »skive« er fotosfæren med omkring 5.500 °C. Længere oppe findes kromosfæren og den ydre atmosfære, koronaen, som er langt varmere, med millioner af grader. Hvorfor det er sådan, er stadig et aktivt emne inden for solfysik.

Sådan skaber Solen energi

Solen lyser på grund af kernefusion. I kernen er trykket og temperaturen høje nok til, at brintkerner smelter sammen og til sidst danner helium. Det producerede helium har lidt mindre masse end de partikler, der gik ind i processen, og forskellen frigives som energi, som beskrevet af Einsteins ligning E = mc².

Energien arbejder sig udad gennem Solens lag, hvilket ifølge gængse skøn tager mange tusinde år. Når den når fotosfæren, slipper den ud i rummet som lys og varme og rejser til Jorden på godt 8 minutter. Vores gennemsnitlige afstand til Solen er omkring 150 millioner kilometer, tæt på én astronomisk enhed, som IAU (Den Internationale Astronomiske Union) definerer som præcis 149.597.870.700 meter.

Solen har brint nok til cirka 5 milliarder år endnu. Derefter vil den ifølge nuværende modeller svulme op til en rød kæmpe. Det er ingen grund til bekymring; det ligger i en meget fjern fremtid.

Solpletter og solcyklussen

Solpletter er mørke områder på fotosfæren. De ser mørke ud, fordi de er køligere end omgivelserne, ikke fordi de er kolde. Årsagen er kraftige magnetfelter, der hæmmer varmestrømmen. Solpletter kan være større end Jorden, og de har været observeret i århundreder; ved at følge dem opdagede astronomer, at Solen roterer, ca. én gang på 25 dage ved ækvator og langsommere nær polerne.

Antallet af solpletter stiger og falder over en periode på cirka 11 år. Det er solcyklussen, som går fra et minimum med få eller ingen pletter til et maksimum med mange og så tilbage igen. Omkring maksimum bliver mere energirige hændelser almindelige: soludbrud (pludselige udbrud af energi) og koronale masseudkast (skyer af plasma, der slynges ud i rummet). Når sådanne skyer når Jorden, kan de give geomagnetiske storme og nordlys. Disse fænomener, kendt som rumvejr, overvåges af videnskabelige organisationer som NOAA og af missioner fra NASA og ESA, blandt andet SOHO, Solar Orbiter og Parker Solar Probe.

Solens tilsyneladende bevægelse over himlen

Den daglige opgang i øst og nedgang i vest skyldes Jordens rotation, ikke at Solen kredser om os. Solens skive spænder over omkring en halv grad af himlen.

I løbet af året flytter Solen sig i forhold til de fjerne stjerner, fordi Jorden kredser om den. Set fra Jorden ligner det en langsom vandring på cirka én grad om dagen langs en linje kaldet ekliptika. Jordens akse hælder omkring 23,4° i forhold til dens banes plan, så Solens højde over horisonten ændrer sig gennem året. Det giver os årstiderne samt solhverv og jævndøgn.

Når Månen passerer præcis foran Solens skive, ser vi en solformørkelse.

Astrologi er en kulturel tradition, som også giver Solen en symbolsk rolle; se Solen i astrologien, og for forskellen mellem de to tilgange, astronomi versus astrologi.

Sådan iagttager du Solen sikkert

At se på Solen uden beskyttelse kan skade dine øjne permanent, og smerte advarer ikke altid i tide. Hold dig til disse regler:

• Brug solbriller til solobservation, der opfylder standarden ISO 12312-2. Almindelige solbriller er ikke nok.
• Se aldrig på Solen gennem kikkert, teleskop eller kameraobjektiv, medmindre et ordentligt solfilter er fastgjort foran på instrumentet (den ende, der vender mod Solen).
• Undgå hjemmelavede filtre og beskadigede briller; kontrollér dit udstyr før hver brug.
• Et sikkert alternativ er projektion, for eksempel et hulkamera, hvor du ser på et billede af Solen på en skærm i stedet for på selve Solen.
• Hvis du vil observere med optik, så find et dedikeret soltelskop eller et godkendt filter og følg producentens anvisninger.

Husk frem for alt, at sikkerhed er vigtigere end udsigten. Flere observationstips finder du i Sådan ser du på himlen.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak