Himlen – astronomi

Meteorsværme: En kalender over stjerneskud

Et stjerneskud er en meteor: det lysstrejf, der opstår, når et lille korn eller en lille sten af rumaffald opvarmes og fordamper i Jordens atmosfære. En meteorsværm opstår, når Jorden passerer gennem et spor af affald efterladt af en komet eller asteroide; de mest kendte er Quadrantiderne (januar), Lyriderne (april), Perseiderne (august), Orioniderne (oktober), Leoniderne (november) og Geminiderne (december).

Hvad et stjerneskud egentlig er

Stjerneskud har ikke noget med stjerner at gøre. Stjerner er fjerne sole, mens det lyse strejf, der blinker hen over himlen, er en meteor, et lysfænomen, der opstår, når et lille stykke rummateriale kommer ind i Jordens atmosfære med meget høj hastighed.

Tre lignende begreber bliver ofte blandet sammen:

• Et meteoroid er selve det lille legeme, mens det stadig er i rummet, alt fra et støvkorn til en blok. De fleste, der ligger bag almindelige stjerneskud, er på størrelse med et sandkorn.
• En meteor er det lysstrejf, vi ser, når meteoroiden rammer atmosfæren.
• En meteorit er et stykke, der overlever turen og lander på Jordens overflade.

Meteoroider rammer atmosfæren med flere titusinder af kilometer i sekundet; NASA angiver et interval på cirka 11 til 72 km/s. Ved de hastigheder er gløden ikke almindelig forbrænding. Objektet komprimerer og opvarmer luften foran sig, og dets eget materiale fordamper og lyser. Det sker i en højde på omkring hundrede kilometer, langt over skyerne.

Kometer som kilde

Meste parten af de store sværme er knyttet til kometer. Når en komet nærmer sig Solen, fordamper dens is og frigiver støv og små partikler. De bliver liggende langs kometens bane og spreder sig gradvist til en strøm af affald langs hele dens vej.

Når Jorden på sin årlige rejse rundt om Solen krydser sådan en strøm, kommer partiklerne ind i vores atmosfære, og vi ser en meteorsværm. Derfor vender sværmene tilbage på omtrent samme datoer hvert år: Jorden når det samme punkt i sin bane på samme tid.

Ikke alle sværme stammer fra en komet. Geminiderne er for eksempel knyttet til 3200 Phaethon, som er klassificeret som en asteroide. Quadrantiderne er også forbundet med et lille legeme, der ikke er en typisk aktiv komet. Grænsen mellem kometer og asteroider er mere udvisket, end man tidligere troede.

Radiant og maksimum

Hvis man følger en sværms meteorer baglæns, ser de ud til at brede sig fra et lille område af himlen, kaldet radianten. Det er en perspektiveffekt: partiklerne bevæger sig på næsten parallelle baner, ligesom jernbanespor ser ud til at løbe sammen i det fjerne. Sværmene er opkaldt efter det stjernebillede, som radianten ligger i: Perseiderne (Perseus), Geminiderne (Tvillingerne), Leoniderne (Løven).

Du behøver ikke se direkte mod radianten. Meteorer kan dukke op overalt på himlen, og deres spor er ofte længere et stykke fra den.

Maksimum er det tidspunkt, hvor sværmen er mest aktiv. Det beskrives ofte med ZHR (zenithal hourly rate), det teoretiske antal meteorer i timen under en helt mørk himmel med radianten lige over hovedet. I praksis vil du se færre på grund af lysforurening, skyer, en lav radiant og måneskin. De præcise datoer for maksimum flytter sig omkring et døgn fra år til år, så tjek en opdateret kalender, for eksempel den, som International Meteor Organization (IMO) udgiver.

De vigtigste sværme gennem året

Datoerne er omtrentlige for et typisk år:

• Quadrantiderne: først i januar (omkring 3.–4. januar). Et kort, men intenst maksimum.
• Lyriderne: omkring 22. april, knyttet til kometen Thatcher.
• Eta-Aquariiderne: omkring 5.–6. maj. Affald fra Halleys komet; ses bedst fra sydlige breddegrader.
• Perseiderne: omkring 12.–13. august. En af de mest populære sværme på den nordlige halvkugle med partikler fra kometen Swift-Tuttle. Se Perseiderne.
• Draconiderne: omkring 8.–9. oktober, knyttet til kometen Giacobini-Zinner; aktiviteten varierer meget fra år til år.
• Orioniderne: omkring 21. oktober. Også fra Halleys komet; radianten ligger nær Orion.
• TaurIderne: oktober til november. Langsomme meteorer, som ofte tæller klare ildkugler; knyttet til kometen Encke.
• Leoniderne: omkring 17.–18. november, fra kometen Tempel-Tuttle; i nogle tidligere år gav de ægte meteorstorme.
• Geminiderne: omkring 13.–14. december. Ofte årets rigeste sværm. Se Geminiderne.
• Ursiderne: omkring 22. december, knyttet til kometen Tuttle.

Udover disse findes der sporadiske meteorer, som ikke hører til nogen sværm. Selv på en almindelig mørk nat kan du få øje på nogle få i timen.

Tips til at se dem

• Find mørket. Kom væk fra gadelamper. Lysforurening er den største forhindring.
• Tjek Månen. En lys Måne overdøver svage meteorer. Se på Månens faser, og vælg om muligt en nat med tynd segl eller nymåne.
• Vær tålmodig. Øjnene skal bruge omkring 20–30 minutter på at vænne sig til mørket. Undgå din telefonskærm, eller brug en dæmpet rød tilstand.
• Læn dig tilbage, og se bredt. En liggestol eller et tæppe slår at stå op i en time. Du behøver ikke teleskop eller kikkert; de indsnævrer synsfeltet. Dine øjne er det bedste redskab.
• Vælg tidspunktet. Antallet af meteorer stiger som regel efter midnat, når din side af Jorden vender fremad langs sin vej rundt om Solen. Timerne før daggry er ofte de bedste.
• Klæd dig varmt på, også om sommeren, og tag en varm drik med.

Mere om forberedelse finder du i Sådan ser du på himlen. På en klar nat kan du endda se Mælkevejen som baggrund for meteorerne.

De fleste meteorer er stille og korte, et glimt, der varer brøkdele af et sekund. Af og til dukker en ildkugle (bolide) op, en meteor, der er lysere end Venus. Alene det er en dejlig grund til at blive ved med at kigge op med tålmodighed.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak