Himlen – astronomi

Kometer: iskolde rejsende

En komet er et lille legeme af is, støv og sten, der kredser om Solen. Når den nærmer sig Solen, bliver isen til gas og danner en glødende koma omkring kernen, og sollys og solvind skubber materiale ud i en hale, der altid peger væk fra Solen.

Hvad er en komet?

En komet er et lille legeme af frosne gasser, støv og sten. Man kalder den ofte en »snavset snebold«. Udtrykket er en forenkling, men det rammer ideen: Kernen er en blanding af is og mørkt støv. Langt fra Solen er en komet kold, mørk og næsten usynlig. Når den nærmer sig, vågner den op og kan blive et af himlens smukkeste syn.

Kerne, koma og hale

En komet har tre hoveddele.

Kernen. Det er det faste centrum. Den er som regel mellem nogle hundrede meter og nogle få tiere kilometer på tværs, helt lille sammenlignet med planeter. Overfladen er meget mørk og kaster kun en lille del af lyset tilbage.

Komaen. Når en komet nærmer sig Solen, omdanner varmen noget af isen direkte til gas. Processen kaldes sublimation (overgang fra fast form til gas uden at passere en flydende fase). Gassen tager støv med sig og danner en enorm, utydelig sky omkring kernen. Komaen kan være langt større end selve kernen, nogle gange større end en planet.

Halen. En komet har faktisk to haler, og de ser ofte forskellige ud.

• Støvhalen er bred, svagt buet og gullig eller hvid, fordi støv reflekterer sollys. Lystrykket skubber partiklerne væk, og de har tendens til at følge kometens bane.
• Ionhalen (gashalen) er tynd, ret og blålig. Den opstår, når solstrålingen ioniserer gassen (river elektroner af den), og solvinden, en strøm af ladede partikler fra Solen, blæser den væk.

Et vigtigt faktum: Halen viser ikke den retning, kometen bevæger sig i. Den peger altid væk fra Solen. Efter at have rundet Solen rejser en komet derfor med halen foran sig. Haler kan strække sig over millioner af kilometer, men indeholder ekstremt tyndt materiale.

Hvor kommer kometer fra?

Ifølge nuværende modeller er kometer rester fra det tidlige solsystem, dannet for omkring 4,6 milliarder år siden. De bevarer materiale fra den tid, og derfor studerer forskere dem så ivrigt.

Man skelner normalt mellem to reservoirer:

• Kuiperbæltet er et område med iskolde legemer uden for Neptuns bane, hvor også Pluto hører hjemme. Mange kortperiodiske kometer, som kredser om Solen på under 200 år, kommer derfra. De store planeters tyngdekraft, især Jupiters, kan skubbe dem ind mod det indre solsystem, så mange kometers historie er knyttet til dem.
• Oortskyen er en hypotetisk, meget fjern kugleformet skal af iskolde legemer, som menes at omgive solsystemet. Langperiodiske kometer, hvis omløb tager fra hundreder til tusinder eller endda millioner af år, menes at komme derfra.

Den mest kendte komet er Halleys komet. Den vender tilbage cirka hvert 76. år. Sidst passerede den sit nærmeste punkt til Solen (perihelium) i 1986, og dens næste tilbagekomst forventes i 2061. Den er et eksempel på en periodisk komet, hvis tilbagevenden kan beregnes.

Kometer opkaldes som regel efter deres opdagere eller efter det overvågningsprojekt, der fandt dem, så navnet bevarer en optegnelse over, hvordan hver enkelt blev opdaget.

Et videnskabeligt højdepunkt: Rosetta-missionen

Den Europæiske Rumorganisation (ESA) sendte Rosetta-missionen til kometen 67P/Churyumov–Gerasimenko. Rumsonden ankom i 2014 og kredsede om kernen i mere end to år, mens landingsfartøjet Philae foretog den første bløde landing på en komet. Data viste en kompleks form, der ofte beskrives som to lapper, der er hæftet sammen, og en overraskende mørk og varieret overflade. Målinger af vand i komaen viste også et andet forhold mellem brintisotoper end i Jordens oceaner, et vigtigt bidrag til debatten om, hvor Jordens vand kommer fra.

Kometer og meteorsvær

Når en komet bevæger sig, efterlader den et spor af små korn og småsten. Hvis Jordens bane krydser et sådant spor, rammer partiklerne vores atmosfære med høj hastighed og brænder op som meteorer. Sådan opstår meteorsvær.

Eksempler:

• Perseiderne i august stammer fra støv efterladt af kometen Swift–Tuttle.
• Orioniderne i oktober og Eta-Aquariderne i maj er forbundet med støv fra Halleys komet.

Der er undtagelser. Geminiderne er forbundet med objektet Phaethon, som klassificeres som en asteroide frem for en klassisk komet. Grænsen mellem asteroider og kometer er ikke altid skarp.

Sådan observerer du en komet

De fleste kometer er svage og kun synlige i kikkert eller teleskop. Kometer, der er lyse nok til at ses med det blotte øje, er sjældne og ofte svære at forudsige, fordi en komets lysstyrke afhænger af dens sammensætning og af, hvordan den opfører sig nær Solen. Lysstyrkeprognoser er derfor omtrentlige.

Nogle nyttige tips:

1. Find aktuelle oplysninger om kometen hos observatorier og astronomisider, og tjek, hvor og hvornår den står på himlen.
2. Kom væk fra byens lys. Lysforurening mindsker synligheden af udflydende objekter betydeligt.
3. Giv dine øjne cirka 20 minutter til at vænne sig til mørket.
4. Brug kikkert, hvis kometen er svag. Se, hvordan du vælger mellem kikkert og teleskop.
5. Kometer driver som regel langsomt hen over stjernerne, så sammenlign deres position fra nat til nat. Afhængigt af banen kan en komet bevæge sig tæt på ekliptika eller langt fra den.

For generelle råd om stjernekiggeri, se sådan ser du på himlen. Se aldrig på Solen gennem kikkert eller teleskop uden et ordentligt filter, heller ikke når en komet står tæt på den.

Kort sagt

En komet er et iskoldt legeme, hvis kerne danner en koma og haler, når den nærmer sig Solen. Kometer er levn fra solsystemets tidligste historie, og det støv, de efterlader, ser vi som stjerneskud. Hver af dem er en lille tidskapsel.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak