Himlen – astronomi

Kikkert eller teleskop: Sådan kommer du i gang

For de fleste begyndere er en almindelig kikkert (for eksempel 7×50 eller 10×50) det bedste første instrument: den er nem at bruge og rigelig til at vise kratere på Månen, Jupiters fire klareste måner og stjernehobe. Et teleskop kommer til sin ret, når du vil se flere detaljer, for eksempel Saturns ringe. Det vigtigste er åbningen, altså diameteren på hovedlinsen eller spejlet, ikke den forstørrelse, der står på æsken.

Næsten alle, der begynder at kigge op mod himlen, spørger før eller siden, hvad de skal købe. Svaret afhænger af dine mål, men der er et solidt udgangspunkt: en kikkert.

Derfor er en kikkert en god start

En kikkert er enkel. Du holder den med begge hænder, kigger med begge øjne og ser et opretstående billede. Der er ingen samling, ingen montering der skal balanceres, og den er klar på få minutter. Det store synsfelt gør det også meget lettere at finde rundt på himlen.

På kikkerter står der ofte tal som 7×50 eller 10×50. Det første tal er forstørrelsen (hvor mange gange større et objekt ser ud); det andet er diameteren på de forreste linser i millimeter. Med sådan en kikkert kan du se:

• kratere og mørke sletter på Månen;
• de fire klareste måner omkring Jupiter, som Galilei noterede i 1610 med et endnu enklere instrument;
• stjernehoben Syvstjernen (Plejaderne), der brer sig ud som et rigt stjernefelt;
• stjernehobe, enkelte tåger og Andromedagalaksen som en svag plet;
• de tætte stjernefelter i Mælkevejen.

En kikkert er nyttig hele livet: selv ejere af store teleskoper bruger den til en hurtig gennemgang af himlen. Hvis du ikke er sikker på, at hobbyen passer til dig, er den det mindst risikable første skridt. Du kan finde tips til at komme i gang i Sådan ser du på himlen.

De vigtigste typer teleskoper

Teleskoper samler lys enten med en linse eller et spejl. Der er tre hovedfamilier:

Refraktor. Den bruger en linse som objektiv. Tuben er lukket, billederne er skarpe, og vedligeholdelsen er minimal. Med samme diameter koster den dog mere end et spejlteleskop. Den egner sig til Månen, planeterne og dobbeltstjerner.

Reflektor. Den bruger et konkavt primærspejl. Den mest kendte opbygning er newtonteleskopet. Det giver størst åbning for pengene, og derfor er det populært blandt amatører. Spejlene skal en gang imellem kollimeres (justeres).

Katadioptrisk. Det kombinerer linser og spejle (for eksempel Schmidt-Cassegrain- og Maksutov-konstruktionerne). Tuben er kort og let at transportere, men priserne er generelt højere.

Udover tuben har montering også stor betydning. En dobsonmontering, en enkel drejelig kasse på en base, er populær blandt begyndere, fordi den er stabil og nem at sigte med. En vaklende montering kan ødelægge fremragende optik, for ved høj forstørrelse bliver hver eneste rystelse forstærket.

Åbning eller forstørrelse

Den mest almindelige fejl er at købe efter den oplyste forstørrelse. Forstørrelsen afhænger af okularet (den udskiftelige linse, du kigger igennem) og kan ændres. Den reelle grænse er åbningen: diameteren på objektivlinsen eller spejlet.

Åbningen styrer to ting:

1. Lysopsamling. Den vokser med objektivets areal, altså med kvadratet på diameteren. En åbning på 100 mm samler cirka fire gange så meget lys som en på 50 mm.
2. Opløsning. En større åbning kan adskille finere detaljer, for eksempel tætte dobbeltstjerner.

Som tommelfingerregel regner amatører den maksimale nyttige forstørrelse til omkring det dobbelte af åbningen i millimeter. Et teleskop på 80 mm fungerer derfor fornuftigt op til cirka 160×. Ud over det bliver billedet større, men svagere og mere sløret. Derfor siger påstande som 500× på et lille teleskop intet om kvaliteten.

En kikkert har endnu et tal, du bør kende: udgangspupillen, bredden af den lysstråle, der forlader okularet. Du får den ved at dividere åbningen med forstørrelsen, så 10×50 giver 5 mm. En mørketilpasset menneskelig pupil åbner sig til cirka 5-7 mm, og den bliver typisk mindre med alderen.

Realistiske forventninger

Billeder fra rumteleskoper og astrofotos med lang eksponering ligner ikke det, du ser i okularet. Øjet kan ikke samle lys over tid, så galakser og tåger ser ud som svage, grålige pletter. Det er helt normalt, og mange observatører finder en særlig glæde i at vide, at lyset har rejst i millioner af år, før det nåede deres øje.

Planeterne er mere givende. I et lille teleskop viser Saturn sine ringe, og Jupiter viser skybælter og måner, der skifter plads fra nat til nat. Venus viser faser som Månen. Farverne er dog mere afdæmpede end på fotografier.

Nogle få ting forbedrer enhver observationsaften:

• et mørkt sted væk fra byens lys;
• flere minutter til at lade øjnene vænne sig til mørket;
• rolig luft, da turbulens i atmosfæren ofte begrænser udsynet mere end instrumentet;
• tålmodighed, for observationsevner vokser med øvelse.

Som en enkel rettesnor: Hvis du vil i gang med det samme og uden meget besvær, så vælg en kikkert. Hvis du allerede ved, at du vil se planeter og finere detaljer, og du har lyst til at lære dit instrument at kende, så vælg et teleskop med den største åbning, du stadig gider bære ud og stille op. Det bedste instrument er det, du faktisk tager med udenfor.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak