Himlen – astronomi

Saturn og dens ringe

Saturn er den sjette planet fra Solen og den næststørste i solsystemet. Dens ringe består mest af partikler af vandis, fra støvkorn til klumper på størrelse med et hus. Et lille teleskop med omkring 30–50 gange forstørrelse viser dem tydeligt.

Saturn i korte træk

Saturn er den sjette planet fra Solen og den næststørste efter Jupiter. Den er en gasgigant, der hovedsageligt består af brint og helium. Dens ækvatorialradius er omkring 60.000 km, cirka ni og en halv gange Jordens. Den gennemsnitlige massefylde er lavere end vands, og derfor siger man, at Saturn ville flyde i et badekar, der var stort nok til at rumme den.

Saturn bruger omkring 29 jordår på at gennemløbe sin bane om Solen. Et døgn varer der lidt over 10 timer, og den hurtige rotation gør planeten mærkbart fladtrykt ved polerne. Aksen hælder cirka 27 grader, ligesom Jordens, og den hældning forklarer, hvordan ringene tager sig ud herfra.

Ringene: is og sten

Saturn har det mest spektakulære ringsystem i solsystemet. Det er ikke en fast skive, men utallige adskilte partikler, der kredser om planeten. Ifølge NASA er de mest vandis, fra bittesmå korn til stykker på størrelse med et hus, blandet med lidt stenmateriale og støv.

Ringene strækker sig flere hundrede tusinde kilometer ud fra planeten, men er ekstremt tynde – de fleste steder kun få titals meter tykke. Hovedringene er mærket med bogstaver: D, C, B, A, F, G og E. Et bredt, mørkt mellemrum mellem ring B og A kaldes Cassini-delingen, opkaldt efter astronomen Giovanni Domenico Cassini fra 1600-tallet.

Hvor gamle ringene er, diskuteres stadig. Nogle forskere mener, at de er lige så gamle som planeten, andre at de er langt yngre og kan være opstået af en måne eller komet, der gik i stykker. Spørgsmålet er åbent, og derfor er ringene fortsat et aktivt forskningsemne.

Størstedelen af vores detaljerede viden stammer fra Cassini–Huygens-missionen, et samarbejde mellem NASA, ESA og den italienske rumorganisation. Rumsonden nåede Saturn i 2004 og var i drift til 2017, hvor den med vilje blev sendt ind i planetens atmosfære, så den ikke skulle forurene måner, der potentielt kan huse liv.

Titan og Enceladus

Saturn har over 270 bekræftede måner (i 2025), og tallet vokser, efterhånden som nye bliver fundet. To af dem skiller sig ud.

Titan er Saturns største måne og den næststørste i solsystemet efter Jupiters Ganymedes. Med en diameter på omkring 5.150 km er den større end planeten Merkur. Titan er den eneste måne med en tyk atmosfære, som hovedsageligt består af kvælstof. På overfladen findes søer og have af flydende kulbrinter, især metan og ethan. I 2005 landede Huygens-sonden der – den første landing i det ydre solsystem.

Enceladus er en lille, lys og isdækket måne på omkring 500 km i diameter. Cassini opdagede stråler af vanddamp og iskorn, der brød ud af sprækker nær sydpolen. Data tyder på et hav under isen. Strålerne fodrer også den brede, svage E-ring – den yderste af Saturns bogstavmærkede ringe.

Hvorfor ringene nogle gange »forsvinder«

Ringene er tynde, og Saturns akse hælder. Når planeten bevæger sig rundt om Solen, ser vi ringene fra skiftende vinkler. Omkring hvert 14. til 16. år passerer Jorden gennem ringenes plan, og vi ser dem fra kanten – så tynde, at de næsten forsvinder i et lille teleskop. En sådan begivenhed finder sted omkring 2025.

Ringene er ikke rigtig forsvundet; det er kun vores udsigtspunkt, der har ændret sig. Inden for få år åbner de sig igen og når deres bredeste og mest imponerende hældning.

Saturn i et teleskop

Med det blotte øje er Saturn en gullig »stjerne«, der lyser roligt og ikke blinker så meget som rigtige stjerner. For at se ringene skal du bruge optik:

• Kikkert: Saturn ser ud som en let aflang prik, men ringene kan ikke tydeligt skelnes. Hjælp til at vælge finder du i kikkert eller teleskop.
• Lille teleskop, 30–50×: ringene ses tydeligt som »hanke« på begge sider af skiven.
• Større åbning, omkring 100× i rolig luft: du kan få et glimt af Cassini-delingen, planetens skygge på ringene og et par svage bælter på kuglen.
• Titan er let at finde: I et lille teleskop ser den ud som en svag stjerne nær planeten og skifter position fra nat til nat.

Det bedste tidspunkt at observere er omkring opposition, når Jorden ligger mellem Solen og Saturn. Planeten er da tættest på, lysest og oppe hele natten. Oppositionen vender tilbage med lidt over et års mellemrum. Led efter Saturn nær ekliptika, og brug en app til at finde planeter. Ret aldrig optik mod Solen uden et ordentligt solfilter.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan denne planet læses i kulturel tradition, kan du se Saturn i astrologi og Saturn-tilbagekomsten – et emne, der er adskilt fra astronomien.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak