Himlen – astronomi

Månen: Jordens følgesvend

Månen er Jordens eneste naturlige satellit og ligger i gennemsnit omkring 384.400 km væk. Den er højst sandsynligt opstået efter et gigantisk sammenstød mellem den unge Jord og et legeme på størrelse med Mars for omkring 4,5 milliarder år siden. Vi ser altid den samme side, fordi Månen roterer én gang per omløb – en tilstand, der kaldes bunden rotation eller tidevandslåsning.

Hvad vi ved om Månen

Månen er Jordens eneste naturlige satellit og vores nærmeste store nabo i rummet. Dens gennemsnitlige afstand er omkring 384.400 kilometer, og dens diameter er cirka 3.474 kilometer, lidt over en fjerdedel af Jordens. Tyngdekraften ved overfladen er omkring en sjettedel af den, vi mærker på Jorden, og derfor bevægede Apollo-astronauterne sig i lange, hoppende skridt.

Månen kredser om Jorden på omkring 27,3 dage i forhold til stjernerne. Faserne gentager sig lidt langsommere, på omkring 29,5 dage, fordi Jorden i mellemtiden også bevæger sig rundt om Solen. Du kan følge rækkefølgen i vores artikel om Månens faser.

Overfladen er dækket af nedslagskratere og mørke sletter, som kaldes maria (latin for »have«). De er ikke vand, men størknet basaltisk lava fra gammel vulkansk aktivitet. Månen har kun en ekstremt tynd eksosfære (en meget tynd gashylster) og i dag intet globalt magnetfelt. Uden en tyk atmosfære til at jævne ud svinger temperaturerne kraftigt: jorden kan om dagen være varmere end kogende vand, mens natten er langt under frysepunktet.

Reflektorer, som Apollo-missionerne efterlod, gør det muligt for forskere at sende laserpulser mod Månen og måle afstanden meget præcist. Målingerne viser, at Månen fjerner sig fra Jorden med cirka 3,8 centimeter om året.

Hvordan Månen sandsynligvis blev dannet

Den mest udbredte forklaring er hypotesen om det gigantiske sammenstød. For omkring 4,5 milliarder år siden menes den unge Jord at være stødt sammen med et legeme på størrelse med Mars, ofte kaldet Theia. Materiale, der blev slynget ud i kredsløb, samlede sig gradvist og blev til Månen.

Flere spor understøtter billedet. Apollo-prøver har iltisotopforhold, der ligner Jordens kappe meget, og Månens lille metalkerne passer med et forløb, hvor mest ydre lag blev slynget ud. Detaljerne diskuteres stadig, for eksempel hvor meget af Månens materiale der stammer fra Theia, og hvor meget fra Jorden, så det er rimeligt at kalde det den førende model frem for en afsluttet sag.

Bunden rotation: hvorfor vi ser én side

Månen drejer om sin akse på præcis den tid, det tager at kredse om Jorden. Det kaldes bunden rotation eller tidevandslåsning. Derfor vender den samme halvkugle altid mod os.

Forklaringen er tyngdekraft. For længe siden roterede Månen hurtigere. Jordens tyngdekraft skabte tidevandsbække i Månen, og friktionen, når de forskød sig, bremsede langsomt rotationen, indtil den passede til omløbstiden. Mange andre måner i solsystemet er låst på samme måde.

Bagsiden er ikke permanent mørk. Den får sollys ligesom forsiden, og derfor er »bagsiden« et bedre navn end »den mørke side«. De første billeder af den blev taget af den sovjetiske sonde Luna 3 i 1959. En lille slingren, kaldet libration, gør, at vi over tid kan se lidt mere end halvdelen af overfladen, omkring 59 procent.

Månen og tidevandet

Tidevand i havene opstår hovedsageligt, fordi Månens tiltrækning er forskellig på tværs af Jorden. Vandet hæver sig mod Månen og på den modsatte side af planeten, så mange kyster oplever to højvande og to lavvande per månedøgn, som er lidt længere end 24 timer. Solen skaber også tidevand, men svagere end Månen.

Ved nymåne og fuldmåne står Solen, Jorden og Månen nogenlunde på linje, de to effekter lægges sammen, og vi får kraftigere springflod. Ved kvartfaserne ophæver de delvist hinanden, hvilket giver svagere nipflod. Den faktiske højde afhænger også af kystens form, havdybden og vejret. Den generelle fysik kan du læse om i vores artikel om planeternes tyngdekraft.

Tidevandsfriktion er også grunden til, at Månen langsomt fjerner sig, og at Jordens døgn bliver en anelse længere.

Månen i kultur og kalendere

De tilbagevendende faser hører til de ældste og letteste cyklusser på himlen at iagttage, og mange kalendere er bygget på dem. Selve ordet »måned« har sin rod i Månen. Den islamiske kalender er rent månebaseret, mens den hebraiske og den traditionelle kinesiske kalender er luni-solare. I kristen tradition fastsættes påskedatoen efter en regel, der knytter sig til første fuldmåne efter jævndøgn i marts.

Månen fylder også myter, poesi og kunst verden over. Hvis du vil vide, hvad der sker, når Jordens skygge falder på Månen, kan du læse om måneformørkelse, og om hvorfor den kan se usædvanligt stor ud nær perigæum, kan du læse om supermåne. Er du nysgerrig på, hvordan Månen fortolkes som kulturel tradition frem for som videnskab, findes der en separat artikel om Månen i astrologien. Denne side holder sig til astronomien: Månen er en verden med sin egen historie, sammensætning og bevægelse, som vi alle kan måle.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak