Himlen – astronomi

Månefaser: Hvorfor Månen skifter form

Månen skifter i virkeligheden aldrig form. Solen oplyser altid halvdelen af den, men når Månen kredser om Jorden, ser vi den oplyste halvdel fra skiftende vinkler, så mere eller mindre af den vender mod os. En hel cyklus, fra nymåne til nymåne, varer cirka 29,5 døgn.

Se op nogle aftener i træk, og Månen ser ud til at forvandle sig: en tynd segl, en halvcirkel, en lysende skive. Alligevel er Månen selv uændret. Det, der ændrer sig, er vores udsigtspunkt. Denne artikel forklarer hvorfor, navngiver faserne og viser, hvordan du kan genkende dem med det blotte øje.

Den oplyste og den mørke halvdel

Månen udsender ikke selv lys. Vi ser den, fordi den reflekterer sollys. Til enhver tid oplyser Solen den halvdel af Månen, der vender mod den, mens den anden halvdel er i nat, ligesom på Jorden. Når Månen bevæger sig rundt om os, ændrer vinklen mellem Solen, Jorden og Månen sig hele tiden, så vi ser en forskellig del af den oplyste halvdel.

En meget udbredt misforståelse er, at faserne skyldes Jordens skygge, der falder på Månen. Det er ikke tilfældet. Jordens skygge rammer kun Månen under en måneformørkelse, som kun forekommer nogle få gange om året og kun ved fuldmåne. Faserne kan ses hver måned og skyldes udelukkende observationsgeometri. Læs mere om vores følgesvend i Månen.

De otte hovedfaser

Cyklussen beskrives normalt i otte trin:

1. Nymåne. Månen står cirka mellem Jorden og Solen. Dens ubelyste side vender mod os, så den er stort set usynlig. Den står op og går ned omtrent samtidig med Solen.
2. Tiltagende segl. Efter nogle dage dukker en tynd segl op lavt på vesthimlen efter solnedgang.
3. Første kvarter. Præcis halvdelen af den synlige skive er oplyst. Navnet henviser til, at Månen har gennemført en fjerdedel af sin cyklus, ikke til hvor meget vi ser.
4. Tiltagende Måne (mere end halv). Mere end halvdelen, men endnu ikke hele skiven, er oplyst og vokser for hver nat.
5. Fuldmåne. Jorden står cirka mellem Solen og Månen, og hele den oplyste halvdel vender mod os. Fuldmånen står op omkring solnedgang og går ned omkring solopgang.
6. Aftagende Måne (mere end halv). Den oplyste del begynder at skrumpe.
7. Sidste kvarter. Igen en halv skive, men nu er den modsatte side oplyst. Månen står op omkring midnat og er let at se om morgenen.
8. Aftagende segl. En tynd segl på østhimlen før daggry, hvorefter cyklussen begynder forfra.

En fuldmåne nær perigæum (det nærmeste punkt i dens bane) kaldes populært en supermåne, og begrebet blå måne henviser til en kalenderkuriositet. Begge er helt almindelige dele af den samme cyklus.

Den synodiske måned

Tiden fra en nymåne til den næste er den synodiske måned, som i gennemsnit er cirka 29,53 døgn. Den er længere end den tid, Månen skal bruge på et omløb i forhold til stjernerne, den siderale måned, som er cirka 27,32 døgn. Forskellen skyldes, at Jorden også bevæger sig langs sin bane om Solen, mens Månen kredser om os, så Månen må rejse lidt længere for at nå tilbage til samme position i forhold til Solen.

Den synodiske måned er et gennemsnit. Enkelte cyklusser varierer med flere timer, fordi Månens bane ikke er en perfekt cirkel. Derfor kommer de nøjagtige tidspunkter for fuldmåne og nymåne fra et astronomisk almanak eller en efemeride (en tabel over beregnede positioner) og ikke fra simpel optælling. De angives i universaltid, så kalenderdatoen kan afvige med en dag afhængigt af din tidszone.

Månens bane hælder cirka 5 grader i forhold til Jordens vej om Solen. Derfor passerer de fleste nymåner og fuldmåner over eller under skyggelinjen, og der opstår ingen formørkelse. Se også solformørkelse.

Tiltagende eller aftagende: en hurtig guide

Fra den nordlige halvkugle er reglen enkel:

• Hvis den oplyste side er til højre, er Månen tiltagende (vokser). Du ser den på aftenhimlen.
• Hvis den oplyste side er til venstre, er Månen aftagende (skrumper). Den ses bedst sent om natten og om morgenen.

På den sydlige halvkugle er billedet spejlvendt. Nær ækvator ligger en segl ofte på ryggen som en skål eller en båd i stedet for at stå opret.

Tidspunktet på dagen er et andet fingerpeg: en Måne på aftenhimlen er som regel tiltagende, mens en Måne på morgenhimlen er aftagende. I gennemsnit står Månen op cirka 50 minutter senere for hver dag, fordi den bevæger sig langs sin bane i samme retning, som Jorden roterer.

Når Månen er en tynd segl, kan du somme tider se resten af skiven svagt lyse. Det kaldes askegråt månelys: sollys, der reflekteres fra Jorden over på Månens natside. Få tips til at kigge op i sådan observerer du nattehimlen.

Fordi Månen er tidevandslåst, ser vi altid den samme side af den. Faserne ændrer kun belysningen, ikke hvilken halvkugle der vender mod os.

Månefaser på tværs af kulturer

Faserne er det letteste himmelur at aflæse, og derfor ligger de til grund for mange kalendere. Den islamiske kalender er rent månebaseret, og hver måned begynder, når den første tynde segl ses. Den hebraiske og den traditionelle kinesiske kalender er luni-solare: månederne følger faserne, mens tilføjede skudmåneder holder året i takt med årstiderne. I mange kristne traditioner er datoen for påske knyttet til den første fuldmåne efter jævndøgn i marts.

Mange kulturer knytter også faser til fester, skikke og havebrugsviden. Det er kulturelle traditioner. Videnskabelige undersøgelser har ikke fundet en pålidelig sammenhæng mellem faser og menneskelig adfærd; se påvirker Månen mennesker. Hvordan faserne læses i den astrologiske tradition, er beskrevet i Månen i astrologien.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak