Himlen – astronomi

Supermåne: Er Månen virkelig større?

En supermåne er en fuldmåne (eller nymåne), der indtræffer nær perigæum, det nærmeste punkt i Månens elliptiske kredsløb om Jorden. Ifølge NASA kan den se op til ca. 14 % større ud i diameter og op til ca. 30 % lysere end en fuldmåne ved apogæum, men forskellen er svær at få øje på uden en sammenligning.

Kort fortalt

Supermånen er et af de mest omtalte månefænomener, men idéen bag den er simpel geometri. Månen kredser ikke om Jorden i en perfekt cirkel, så dens afstand ændrer sig. Når en fuldmåne falder sammen med et relativt tæt punkt i kredsløbet, kalder vi den en supermåne. Effekten er reel, men subtil.

Månens elliptiske kredsløb

Månens kredsløb er en ellipse (et let fladtrykt oval), ikke en cirkel. Den gennemsnitlige afstand mellem Jordens og Månens centrum er omkring 384.400 kilometer, men i løbet af en måned varierer den med titusindvis af kilometer. Kredsløbets excentricitet (et mål for, hvor langstrakt det er) er omkring 0,055: lille, men nok til at ændre måneskivens tilsyneladende størrelse.

Jorden ligger i det ene brændpunkt i ellipsen, ikke i midten. Derfor kommer Månen tættere på og længere væk under hvert omløb, som tager omkring 27,5 døgn målt fra én tætteste passage til den næste. Læs mere om vores nabo her: Månen.

Perigæum og apogæum

Kredsløbets to yderpunkter har hver sit navn:

• Perigæum (af græsk, »nær Jorden«) er det nærmeste punkt, cirka 360.000 kilometer væk, og lidt under 357.000 i de tætteste tilfælde.
• Apogæum er det fjerneste punkt, omkring 405.000 kilometer, og lidt over 406.000 i ekstreme tilfælde.

En fuldmåne nær apogæum kaldes nogle gange en mikromåne, altså en fuldmåne, der ser mindre ud og er længere væk. Hverken »mikromåne« eller »supermåne« er en officiel astronomisk term, så der findes ingen fast regel for, hvor tæt der skal til.

Ifølge NASA kan en fuldmåne ved perigæum se op til ca. 14 % større og op til ca. 30 % lysere ud end en ved apogæum. Den ekstra lysstyrke kommer af Månens større vinkelstørrelse, som gør, at mere reflekteret sollys når os.

Hvor kommer ordet »supermåne« fra?

Ordet stammer ikke fra astronomien. Det blev skabt i 1979 af astrologen Richard Nolle om en nymåne eller fuldmåne, der indtræffer, når Månen er i eller nær perigæum. Navnet slog bredt an, men astronomer bruger det ikke formelt. Det videnskabelige navn for situationen er en perigæisk fuldmåne (perigæisk syzygi).

Når medierne først havde taget ordet til sig, blev det den folkelige betegnelse for de tætteste fuldmåner. Derfor kan forskellige kilder tælle et forskelligt antal supermåner i samme år: Det afhænger af, hvilken grænse for »nær« man vælger. Supermåner kommer ofte i rækker af nogle få fuldmåner i træk, fordi tiden mellem fuldmåner (ca. 29,5 døgn) er lidt længere end tiden mellem perigæer (ca. 27,5 døgn). Om faserne kan du læse her: Månens faser.

Hvor stor er forskellen med det blotte øje?

Månens gennemsnitlige vinkeldiameter er omkring en halv grad. En forskel på op til ca. 14 % mellem den fjerneste og den nærmeste fuldmåne er en meget lille ændring i vinkel. Uden et referenceobjekt og uden fotos taget med identiske indstillinger er den svær at mærke. Derfor oplever mange, der går ud for at se en supermåne, en smuk, lys fuldmåne frem for en »kæmpe«. Den ekstra lysstyrke er ofte lettere at bemærke end størrelsen, men også den er beskeden.

Vil du sammenligne selv, så fotografer fuldmånen med samme objektiv ved perigæum og ved apogæum, og læg billederne oven på hinanden. Så bliver forskellen tydelig og målbar.

Nogle supermåner falder sammen med andre begivenheder, for eksempel en måneformørkelse eller en såkaldt blå måne. Se også den blå måne.

Månelusionen nær horisonten

Den mest slående effekt ved måneopgang handler slet ikke om afstand. Månen nær horisonten ser langt større ud, end når den står højt på himlen, men fotografier viser, at størrelsen er stort set den samme. Det er månelusionen: en perceptionseffekt, ikke en fysisk ændring. Faktisk er Månen ved horisonten lidt længere væk fra os, end når den står højt, for når den er i zenit, er vi næsten en jordradius (ca. 6.400 kilometer) tættere på den.

Forskerne er ikke blevet helt enige om årsagen. En ofte omtalt idé er, at hjernen sammenligner skiven med ting på jorden som træer, bygninger og bakker og derfor opfatter den som større. En anden handler om, hvordan vi opfatter afstanden til himmelhvælvingen. Illusionen er som regel stærkere, når der er landemærker i synsfeltet.

En enkel test: Hold en lille mønt for udstrakt arm, og sammenlign den med Månen ved horisonten og igen, når Månen står højt. Du vil se, at størrelsen er den samme.

Sådan nyder du en supermåne

Synet er mest imponerende ved måneopgang, hvor illusionen og en måne nær perigæum forstærker hinanden. Vælg et sted med fri horisont og lidt lysforurening. Flere tips: sådan ser du på himlen.

En supermåne er en god anledning til at kigge op og huske på, at himmellegemer bevæger sig i ellipser, ikke i perfekte cirkler.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak