Himlen – astronomi

Orion: Jægeren på vinterhimlen

Orion er let at genkende på tre klare stjerner i en kort, lige række: bæltet. Omkring det finder du rødlige Betelgeuse, blåhvide Rigel og Oriontågen (M42), en sky, hvor der dannes stjerner, og som med det blotte øje ses som en svag udtværet plet i jægerens sværd.

Orion er et af de mest genkendelige stjernebilleder, og ofte det første, man lærer at finde. Det er et af de 88 stjernebilleder, der er officielt anerkendt af Den Internationale Astronomiske Union (IAU), og det rummer flere af de mest givende syn, du kan se med det blotte øje eller med en lille kikkert.

Sådan genkender du Orion

Det bedste udgangspunkt er bæltet: tre stjerner på en lige linje, næsten jævnt fordelt og med nogenlunde samme lysstyrke. Omkring dem kan du følge en form som et timeglas eller et stort, lidt uregelmæssigt rektangel.

På den nordlige halvkugle er Orion mest fremtrædende på vinteraftener. Den står op i øst, stiger mod syd og går ned i vest. Stjernebilledet ligger tæt på himmelækvator, så det kan ses fra begge halvkugler. Forskellen er orienteringen: set fra syd ser figuren ud, som om den står på hovedet, sammenlignet med det udsyn, vi kender fra nord.

Bæltet fungerer også som en pil. Forlænger du linjen nedad og mod venstre (mod sydøst på nordlige vinteraftener), leder den til Sirius, nattehimlens klareste stjerne; se Sirius. I den modsatte retning ligger rødlige Aldebaran i Tyren. Generelle tips til observation finder du i Sådan ser du på himlen.

Bæltet og sværdet

Bæltets tre stjerner er Alnitak, Alnilam og Mintaka. Alle er varme, blåhvide stjerner, der er meget større og mere lysstærke end Solen. De ser kun ud som en pæn række fra vores synsvinkel; i rummet ligger de i forskellige afstande fra os og er ikke naboer på en stram linje.

Mintaka, den vestligste af bæltestjernerne, ligger næsten præcis på himmelækvator. Derfor står Orions bælte op næsten direkte i øst og går ned næsten direkte i vest, hvilket gør det til et praktisk naturligt kompas.

Under bæltet hænger en svagere lodret række af stjerner og glødende pletter: sværdet. Kigger du omhyggeligt på midten af det, vil du lægge mærke til, at det ikke helt er en stjerne, men et lille uklart skær. Det er stjernebilledets mest kendte objekt.

Oriontågen

Oriontågen, også kaldet M42 (dens nummer i Charles Messiers katalog), er en sky af gas og støv, hvor nye stjerner bliver født. Den ligger omkring 1.300 lysår væk og er dermed et af de nærmeste store områder med stjernedannelse. Et lysår er den afstand, lyset tilbagelægger på ét år.

Med det blotte øje ligner M42 en svag, udflydende stjerne. Selv en lille kikkert afslører dens tågede glød, og et lille teleskop viser hobens unge stjerner i midten, Trapezet (en tæt gruppe af fire hovedstjerner). Den intense stråling fra disse unge, varme stjerner får den omgivende gas til at lyse.

Tågen er blevet studeret af rumteleskoper, blandt andet Hubble og James Webb. Billeder udgivet af NASA og ESA viser tråde af gas og støv samt nyfødte stjerner i bemærkelsesværdig detaljerigdom. Svagere naboer i stjernebilledet, som Hestehovedtågen og Flammetågen, er langt sværere at se og kræver mørk himmel og passende udstyr; vores guide Kikkert eller teleskop kan hjælpe dig med at vælge.

Betelgeuse og Rigel

To af Orions klareste stjerner markerer modsatte hjørner af figuren. Betelgeuse sidder i det øverste hjørne, til venstre set fra den nordlige halvkugle, og har en tydelig rødorange farve. Rigel markerer det nederste hjørne på den modsatte side og er blåhvid.

Betelgeuse er en rød superkæmpe: en enorm, kølig (efter stjerners målestok) og fremskreden stjerne, hvis lysstyrke ændrer sig over tid. I slutningen af 2019 og begyndelsen af 2020 blev den usædvanligt svag, en begivenhed med tilnavnet Den Store Formørkelse (Great Dimming). Astronomer sætter det i forbindelse med en sky af støvholdigt materiale, der blev udslynget og midlertidigt blokerede en del af stjernens lys. Astronomer forventer, at Betelgeuse en dag ender sit liv som en supernova, men det præcise tidspunkt kan ikke forudsiges og ligger sandsynligvis langt ude i fremtiden. Mere i Betelgeuse.

Rigel er en blå superkæmpe, meget varm og lysstærk. Den er længere væk fra os, men lyser alligevel kraftigt, fordi den udsender enorme mængder energi. Farveforskellen mellem de to stjerner afspejler deres temperaturer: køligere stjerner ser rødlige ud, varmere stjerner blåhvide.

Myten om Orion

Dette er historiens kulturelle side, ikke astronomi. I oldtidens græske mytologi er Orion en mægtig jæger. Fortællingerne varierer: I en velkendt version bliver han dræbt af en skorpion, og derfor er de to aldrig på himlen på samme tid. Når stjernebilledet Skorpionen står op, går Orion ned. Jægere, krigere og andre skikkelser ses i denne gruppe af stjerner i mange kulturer verden over, simpelthen fordi Orions klare stjerner er svære at overse.

Myter er dejlige vejledere for fantasien, men de er ikke videnskabelige kendsgerninger. Orions stjerner hænger ikke rigtigt sammen: deres forskellige afstande viser, at figuren blot er et mønster, der projiceres på vores himmel. Det er det, der gør det så fascinerende at se på den: Vi ser en velkendt form, mens universet er langt dybere, end det ser ud.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak