Himlen – astronomi

Sirius: Nattehimlens klareste stjerne

Sirius (Alpha Canis Majoris) er nattehimlens klareste stjerne, fordi den både er langt mere lysstærk end Solen og meget tæt på, omkring 8,6 lysår væk. Den ser ud til at blinke rødt, blåt og grønt, når den står lavt over horisonten, fordi dens lys passerer gennem et tykt, turbulent lag luft, som bryder farverne en smule forskelligt.

Hvorfor Sirius er så klar

Gå udenfor en vinteraften på den nordlige halvkugle og se mod syd: én stjerne overstråler alle de andre. Det er Sirius, med den formelle betegnelse Alpha Canis Majoris, fordi den er den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund (Canis Major). Dens tilsyneladende størrelsesklasse, den skala astronomer bruger til lysstyrke, hvor lavere tal betyder klarere objekter, er omkring −1,46. De fleste stjerner, du kan se med det blotte øje, har positive værdier.

To ting forklarer denne glans. For det første er Sirius virkelig kraftig. Den er en hvid hovedseriestjerne med cirka dobbelt så stor masse som Solen og omkring 25 gange så stor lysstyrke. Overfladetemperaturen er tæt på 9.900 K, langt varmere end Solens.

For det andet er den tæt på. Sirius ligger kun omkring 8,6 lysår væk og er dermed et af de nærmeste stjernesystemer til vores eget. Et lysår er den afstand, lyset tilbagelægger på ét år. Kombinationen af »kraftig og nær« gør den til nattehimlens leder. Stjerner som Rigel eller Betelgeuse er langt mere lysstærke, men de er hundredvis af lysår væk. Du kan læse om en af disse kæmper i artiklen om Betelgeuse.

Sirius er nem at finde: følg linjen gennem de tre bæltestjerner i Orion nedad og mod venstre. Store Hund er et af de 88 stjernebilleder, som Den Internationale Astronomiske Union (IAU) anerkender. Fordi Sirius er den klareste stjerne i Store Hund, kaldes den også Hundestjernen.

Afstande til nære stjerner måles med parallakse, den lille tilsyneladende forskydning af en stjerne i forhold til fjerne baggrundsobjekter, når Jorden bevæger sig rundt om Solen. Sådanne målinger ligger til grund for moderne kataloger, som beskrives i artiklen om stjernekatalogerne Gaia og Hipparcos.

En dobbeltstjerne: den hvide dværg Sirius B

Sirius er ikke alene. Den strålende stjerne, vi ser, Sirius A, har en ledsager, der hedder Sirius B. Den er en hvid dværg, den tætte rest af kernen i en stjerne, som har brugt sit nukleare brændstof og afstødt sine ydre lag. Sirius B har omtrent Solens masse samlet i et legeme på størrelse med Jorden, så dens stof er ekstraordinært tæt.

Opdagelsen er et smukt eksempel på videnskabelig tænkning. I 1844 bemærkede den tyske astronom Friedrich Bessel, at Sirius ikke bevægede sig i en ret linje, men vaklede en smule, og han sluttede, at en usynlig ledsager måtte kredse om den. I 1862 så Alvan Graham Clark, mens han testede et nyt teleskop, selve ledsageren: en svag prik ved siden af den blændende hovedstjerne.

De to stjerner kredser om et fælles massemidtpunkt cirka hvert 50. år. Deres indbyrdes afstand varierer fra omkring 8 til omkring 31 astronomiske enheder (én astronomisk enhed er den gennemsnitlige afstand mellem Jorden og Solen). I synligt lys er Sirius B tusindvis af gange svagere end Sirius A, så hovedstjernens genskin gør den svær at få øje på i et lille teleskop. Rumteleskopet Hubble og NASA's røntgenobservatorium Chandra har begge taget billeder af systemet.

For astronomer er Sirius B et værdifuldt naturligt laboratorium for fysikken i tæt stof og for slutfasen for stjerner som vores Sol.

Tindring og atmosfæren

Mange lægger mærke til, at Sirius nogle gange blinker rødt, blåt og grønt, især nær horisonten. Stjernen skifter ikke selv farve. Årsagen er Jordens atmosfære.

Stjernelyset passerer gennem luftlag med forskellig temperatur og tæthed, som hele tiden er i bevægelse. De bøjer strålen frem og tilbage, en effekt kaldet scintillation eller tindring. Desuden bryder luften forskellige farver en smule forskelligt, så atmosfæren virker som et svagt prisme. Når Sirius står lavt, krydser dens lys en meget tykkere luftskive, effekten bliver stærkere, og dele af spektret viser sig kortvarigt hver for sig som farvede glimt.

Sirius er så klar, at øjet let opfanger disse farver. Svagere stjerner tinder også, men deres farveskift er svære at bemærke. Planeter tinder som regel mindre, fordi de ser ud som små skiver og ikke som punkter, så forstyrrelserne udjævnes.

Et praktisk tip: for at nyde farveshowet skal du se på Sirius, når den står lavt på himlen en klar, kold aften. Når den stiger højere, bliver lyset mere roligt og hvidt. Flere råd om valg af sted og tidspunkt finder du i sådan ser du på himlen.

Sirius i det gamle Egypten

For de gamle egyptere var Sirius Sopdet, som grækerne kaldte Sothis. Det vigtige var dens heliakiske opgang: årets første morgen, hvor stjernen kortvarigt viser sig i øst før daggry, efter en periode hvor den har været skjult i Solens glans. I det gamle Egypten faldt denne begivenhed omtrent sammen med begyndelsen på den årlige oversvømmelse af Nilen, så stjernen blev knyttet til fornyelse og til gudinden Isis.

Observationerne af Sopdet gav også anledning til den såkaldte sothiske cyklus, den periode det tager for den civile kalender på 365 dage, der langsomt driver i forhold til det lidt længere sande år, at falde sammen med stjernens heliakiske opgang igen. Historikere bruger den som et redskab til datering.

Romerne forbandt sommerens varmeste tid, »hundedagene«, med Sirius' heliakiske opgang, selvom stjernen ikke forårsager varmen; årstiderne skyldes hældningen af Jordens akse. På den måde satte Sirius sit præg på sprog, kalendere og mange folks kulturer, og i dag er den stadig et perfekt udgangspunkt for enhver, der lærer at læse nattehimlen.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak