Himlen – astronomi

Mælkevejen: Vores galakse på himlen

Mælkevejen er den spiralgalakse med bjælke, vi selv bor i, og den rummer hundredvis af milliarder af stjerner. Vi ser den som et svagt bånd hhen over nattehimlen, fordi vi ser på dens skive indefra. Den ses bedst fra et mørkt sted uden meget måneskin, og dens lyse kerne i Skytten står højest på sommernætter på den nordlige halvkugle.

Hvad Mælkevejen er

Mælkevejen er den galakse, der rummer Solen, Jorden og alle de stjerner, du kan se med det blotte øje. Astronomer klassificerer den som en spiralgalakse med bjælke: en flad skive med spiralarme og en bjælkeformet fortykkelse i midten. Den rummer hundredvis af milliarder af stjerner, og skiven vurderes almindeligvis til at være omkring 100.000 lysår på tværs. Et lysår er den afstand, lyset tilbagelægger på ét år.

Navnet stammer fra gammel tradition: det græske ord galaxias (af gala, »mælk«) og det latinske Via Lactea (»mælkevej«) henviser begge til båndets mælkeagtige udseende. I 1610 rettede Galileo Galilei et teleskop mod båndet og opdagede, at det består af et enormt antal svage stjerner.

At se galaksen indefra

Solsystemet ligger ikke i centrum. Det sidder i en mindre spiralarm, der kaldes Orion-armen (eller Orion-sporen), cirka 26.000 lysår fra galaksens centrum. Det er et udbredt skøn, som bliver finpudset, efterhånden som målingerne bliver bedre.

Fordi vi befinder os inde i en flad skive, ser vi langs dens plan utallige fjerne stjerner, der overlapper hinanden og smelter sammen til et lysende bånd rundt om hele himlen. Ser vi væk fra planet, er der langt færre stjerner, og himlen virker mørkere. De mørke striber og pletter i Mælkevejen er ikke tomme huller: det er skyer af kosmisk støv og gas, som absorberer lyset fra stjernerne bag dem.

Hver enkelt stjerne, du kan se uden hjælpemidler, hører til vores lokale galaktiske nabolag. ESA’s Gaia-mission har målt positionen og bevægelsen for langt over en milliard stjerner og hjælper astronomer med at bygge et tredimensionelt kort over vores galakse.

Det galaktiske centrum i Skytten

Mælkevejens centrum ligger i retning af stjernebilledet Skytten, nær grænsen til Skorpionen. Det er den lyseste og bredeste del af båndet, rig på stjerneskyer og mørke støvbånd. Selve centrum er skjult for synligt lys af støv, men udforskes med infrarøde, radio- og røntgenobservationer.

I galaksens hjerte sidder et supertungt sort hul, Sagittarius A*, med en masse på cirka 4 millioner Sole. I 2022 offentliggjorde samarbejdet bag Event Horizon Telescope det første billede af det. Du kan ikke se det sorte hul med øjnene; du ser kun det glødende område i samme retning på himlen.

Skytten er et af dyrekredsens stjernebilleder, og Slangebæreren ligger tæt på. Hvis du vil have det større overblik over, hvordan himlen er inddelt, kan du læse om de 88 stjernebilleder.

Mørk himmel og observationssæsonen

Mælkevejen er et svagt, udstrakt skær, så den kræver mørk himmel. I byerne forsvinder den på grund af lysforurening. Bortle-skalaen beskriver himlens mørke fra 1 (fremragende mørk himmel) til 9 (himmel i en bymidte). For et klart udsyn skal du finde et sted på cirka Bortle 4 eller mørkere: væk fra byer, i bjergene eller på landet.

Praktiske forhold:

• Nymåne eller en lille måne. En lys måne overstråler det svage skær. Ugen omkring nymåne er ideel.
• En klar, tør nat. Skyer, dis og fugt reducerer kontrasten.
• Mørketilvænning. Giv dine øjne 20-30 minutter i mørke, og undgå at kigge på mobilskærmen. Rødt lys forstyrrer dit nattesyn mindre.
• Sæson. På den nordlige halvkugle ses den lyse kerne bedst fra sent forår til tidligt efterår, især juni til august. Om vinteren ser du den svagere del af båndet, der løber gennem Cassiopeia, Perseus og Orion. På den sydlige halvkugle står kernen højt på himlen i deres vintermåneder.
• Breddegrad. På mellembredder på den nordlige halvkugle holder kernen sig ret lavt i syd, så du skal have en fri sydlig horisont. Tættere på ækvator eller længere sydpå stiger den meget højere.

Sommerens bånd passerer også gennem Sommertrekanten, et praktisk pejlemærke. Generelle tips finder du i Sådan kigger du på himlen.

Sådan fotograferer du den med mobil eller kamera

Mælkevejen er nemmere at fotografere, end de fleste tror, men det kræver stabilitet og lang eksponering.

Med mobil:

• Sæt den på et stativ eller et stabilt underlag.
• Brug natfunktion eller manuel indstilling, hvis den findes.
• Sigt efter cirka 10 til 30 sekunders eksponering.
• Fokuser manuelt på uendelig eller på et fjernt lys, før du skifter til natfunktion.
• Brug selvudløser eller fjernbetjening, så mobilen ikke ryster.

Med kamera:

• Et vidvinkelobjektiv med stor lysstyrke (for eksempel f/2.8 eller hurtigere).
• Manuel indstilling, ISO typisk mellem 1600 og 6400 afhængigt af forholdene.
• Eksponeringer på cirka 15 til 25 sekunder. En populær tommelfingerregel er »500-reglen«: del 500 med brændvidden for at få en omtrentlig maksimal eksponeringstid i sekunder, før stjernerne begynder at trække spor. Det er en tommelfingerregel, ikke en naturlov.
• Optag i RAW for at bevare flere detaljer til redigering.

Stjernerne bevæger sig hen over himlen, fordi Jorden roterer, så lange eksponeringer skaber striber. Derfor bruger seriøse astrofotografer monteringer, der følger himlens bevægelse.

Kort sagt

Mælkevejen er vores nærmeste møde med en hel galakse. Næste gang du ser et svagt, mælkeagtigt bånd over en mørk horisont, så husk: du ser på galaksens skive indefra, fra en arm cirka 26.000 lysår fra dens centrum.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak