Himlen – astronomi

Venus: Aftenstjernen og Morgenstjernen

Den meget klare »stjerne«, du ser efter solnedgang eller før solopgang, er planeten Venus. Den lyser så kraftigt, fordi dens tykke skyer kaster en stor del af sollyset tilbage, og fordi den kommer forholdsvis tæt på både Solen og Jorden. Aftenstjernen og Morgenstjernen er blot den samme planet, set på forskellige tidspunkter af dagen.

Hvis du har lagt mærke til et usædvanligt klart lys lavt på himlen kort efter solnedgang eller før solopgang, har du højst sandsynligt set på Venus. Den er den anden planet fra Solen, og efter Solen og Månen er den som regel det klareste lys på vores himmel. Her er, hvad videnskaben fortæller om den.

Hvorfor Venus er så klar

Venus udsender intet eget lys. Den kaster sollys tilbage, og tre ting gør den så klar.

For det første dens skyer. Planeten er omsluttet af et tæt skylag med svovlsyre, som kaster omkring 70 % af sollyset tilbage. Jorden kaster omkring 30 % tilbage. Forskere kalder denne reflektionsevne albedo.

For det andet kredser den tættere på Solen end os, så den modtager langt mere sollys end Jorden.

For det tredje kan den komme forholdsvis tæt på os. På sit klareste når Venus en tilsyneladende størrelsesklasse på omkring −4,6. På denne skala betyder et mere negativt tal et klarere lys, så Venus overstråler langt Sirius, nattehimlens klareste stjerne (Sirius).

Planeter lyser desuden som regel med et mere roligt lys end stjerner, som blinker. Det kan hjælpe dig med at kende dem fra hinanden.

Aftenstjerne og Morgenstjerne: én planet

Venus kredser inden for Jordens bane, så set fra os fjerner den sig aldrig langt fra Solen. Dens største vinkelafstand fra Solen, kaldet største elongation, er omkring 47°. Derfor kan du kun se den i tusmørket: lavt i vest efter solnedgang eller lavt i øst før solopgang.

Når den viser sig på aftenhimlen, kaldes den Aftenstjernen. Når den viser sig før daggry, er den Morgenstjernen. Det er den samme verden, som bevæger sig rundt om Solen og ændrer sin placering i forhold til os. Mønsteret af Jorden, Venus og Solen gentager sig cirka hver 584. dag. Gamle kulturer beskrev Venus på forskellige måder, og i den græske tradition havde de to optrædener hver sit navn, før man forstod, at det var ét og samme objekt.

For at finde den selv, se Sådan iagttager du himlen. Venus dukker nogle gange op nær Månen eller andre planeter; se Planetparade for den slags samlinger.

En tyk atmosfære og en løbsk drivhuseffekt

Venus er kun lidt mindre end Jorden, men forholdene er meget anderledes. Atmosfæren består af omkring 96 % kuldioxid. Trykket ved overfladen er cirka 90 gange så højt som på Jorden, svarende til at befinde sig omkring en kilometer nede i vores have.

Denne tætte kuldioxid giver en kraftig drivhuseffekt: sollyset slipper ind, men varmen har svært ved at slippe ud. Temperaturen ved overfladen er omkring 465 °C, nok til at smelte bly. Venus er varmere end Merkur (Merkur), selv om Merkur er tættere på Solen. Den er solsystemets varmeste planet.

Fordi synligt lys ikke kan trænge gennem skyerne, har man udforsket overfladen med radar. NASA's rumsonde Magellan kortlagde det meste af den på denne måde i 1990'erne, og ESA's Venus Express undersøgte atmosfæren og skyerne. Nye missioner er under forberedelse, blandt andet ESA's EnVision.

Venus roterer baglæns

Venus roterer meget langsomt og i den modsatte retning af de fleste planeter. Set oppefra solsystemet drejer de fleste planeter mod uret, mens Venus drejer med uret. En hel omdrejning tager omkring 243 jorddøgn, hvilket er længere end dens år på omkring 225 jorddøgn.

Hvis du kunne se Solen gennem skyerne, ville den derfor stå op i vest og gå ned i øst. En hel cyklus af dag og nat, fra en solopgang til den næste, varer omkring 117 jorddøgn. Hvorfor Venus roterer sådan, diskuteres stadig, og forskerne overvejer flere mulige forklaringer.

Det er ikke det samme som »retrograd bevægelse« på vores himmel, en tilsyneladende effekt hvor en planet i en periode ser ud til at bevæge sig baglæns i forhold til stjernerne. Den forklares i Retrograd bevægelse, og den astrologiske fortolkning findes i Venus retrograd.

Venus' faser

Ligesom Månen gennemløber Venus faser, fra en tynd segl til næsten en fuld skive. De opstår, fordi vi ser mere eller mindre af dens solbeskinnede side, afhængigt af hvor Venus befinder sig i forhold til Solen og Jorden. Månens faser er beskrevet i Månens faser.

Når Venus er tæt på os, ser den stor ud, men er en tynd segl. Når den er på den anden side af Solen, ser den lille ud, men næsten fuld. Du kan se det med et lille teleskop eller endda gode kikkerter (se Kikkert eller teleskop).

I 1610 observerede Galileo Galilei disse faser gennem sit teleskop. De passer ikke med en model, hvor alt kredser om Jorden, og de blev et vigtigt argument for det solcentrerede billede af solsystemet.

I den astrologiske tradition forbindes Venus med skønhed, kærlighed og værdier. Det er en kulturel fortolkning, ikke en videnskabelig påstand. Du kan læse mere i Venus i astrologien.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak