Himlen – astronomi

Retrograd bevægelse: Hvorfor planeter ser ud til at bevæge sig baglæns

Retrograd bevægelse er tilsyneladende: set mod baggrundens stjerner ser en planet for en tid ud til at skifte retning, men alle planeter fortsætter med at kredse om Solen på samme måde. Effekten opstår, fordi vi iagttager fra en Jord i bevægelse, som enten overhaler de ydre planeter eller bliver overhalet af de indre.

Tilsyneladende bevægelse, ikke virkelig bevægelse

Følg en planet nat efter nat, og du vil som regel se den langsomt drive mod øst foran de fjerne stjerner. Det kaldes prograd (direkte) bevægelse. Men med jævne mellemrum bremser planeten op, standser, glider et stykke tid mod vest, standser igen og genoptager sin rejse mod øst. Den baglæns strækning er retrograd bevægelse, af latin retrogradus, »at træde baglæns«.

Det vigtigste er, at det er en perspektivisk illusion. Alle planeterne kredser om Solen i samme retning, og ingen af dem vender om. Det, der ændrer sig, er den vinkel, vi ser dem fra, fordi vi selv står på en planet, der bevæger sig. Astronomer taler derfor om tilsyneladende retrograd bevægelse.

Analogien med den overhalende bil

Forestil dig, at du kører på motorvejen og overhaler en langsommere bil. Når du nærmer dig, ser den ud til at være foran dig. I det øjeblik, du overhaler, ser den ud til at glide baglæns mod det fjerne landskab. Når du kører fra den, ser den igen ud til at bevæge sig i den sædvanlige retning. Ingen af bilerne har på noget tidspunkt stoppet eller bakket.

I rummet fungerer det på samme måde. Jorden bevæger sig langs sin bane med omkring 30 kilometer i sekundet. Mars, der er længere fra Solen, bevæger sig langsommere, med omkring 24 kilometer i sekundet. Når Jorden indhenter Mars og passerer den, tegner Mars set fra vores sted en lille løkke eller zigzag mod stjernerne.

Indre og ydre planeter

Mekanismen er den samme, men timingen er forskellig.

Ydre planeter (Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun). Deres retrograde fase er centreret om opposition, hvor planeten står modsat Solen på himlen, og Jorden befinder sig mellem de to. Det er der, Jorden passerer planeten, så det er også da, planeten er tættest på os og lyser kraftigst, synlig hele natten. Læs mere i artiklen om opposition.

Indre planeter (Merkur og Venus). De bevæger sig hurtigere end Jorden og ser altid ud til at stå ret tæt på Solen. Deres retrograde fase er centreret om nedre konjunktion, hvor planeten passerer mellem Jorden og Solen og overhaler os på indersiden. Merkur har sådanne perioder nogle gange om året, hver på omkring tre uger. Venus har sjældnere og længere perioder. Du kan læse om Merkur separat.

Solen og Månen er aldrig retrograde i denne forstand. Solen er systemets centrum, og Månen kredser om Jorden.

Mellem de to slags bevægelse ser planeten kortvarigt ud til at stå stille. Det kaldes et stationært punkt, og det er der, hvor løkken vender.

Fra Ptolemæus til Kopernikus

De gamle iagttagere vidste, at »vandrerne« (græsk planetes) nogle gange gik tilbage, og det var en reel gåde for modeller med Jorden i centrum. Claudius Ptolemæus forklarede i det 2. århundrede e.Kr. i Almagest løkkerne med epicykler: små cirkler, som en planet bevæger sig på, mens cirklens centrum bevæger sig rundt på en større cirkel centreret nær Jorden. Modellen beregnede planeternes positioner godt nok til at blive brugt i århundreder.

I On the Revolutions of the Heavenly Spheres (1543) placerede Nicolaus Copernicus Solen i centrum. I det billede følger retrograd bevægelse helt naturligt: Jorden er blot én af planeterne, og når den overhaler eller bliver overhalet af en anden, opstår en tilsyneladende løkke. Der skal ikke store epicykler til for at forklare løkkerne.

Johannes Kepler viste senere, at baner er ellipser, og Galileis teleskopobservationer, for eksempel Venus' faser, støttede det solcentrerede verdensbillede. I dag beregnes planeternes positioner meget præcist ved hjælp af efemerider, for eksempel dem, som NASA's Jet Propulsion Laboratory udarbejder.

Hvor ofte og hvor længe

Tiden mellem to på hinanden følgende oppositioner for en planet er dens synodiske periode. For Mars er den omkring 26 måneder, så Mars bliver retrograd cirka hvert andet år og anden måned. Jo længere væk planeten er, desto oftere sker det, fordi Jorden indhenter den hyppigere, mens planeten selv flytter sig meget lidt. Jupiter og Saturn bliver retrograde næsten hvert år, hver gang i omkring fire måneder. Læs mere om Mars.

Sådan ser du løkken på den 3D-himmel

På Astronativas 3D-himmel kan du selv tegne en løkke:

1. Vælg en planet som Mars, og indstil et tidsrum på nogle måneder omkring oppositionen.
2. Slå planetens spor mod stjernerne til, og speed tiden op.
3. Se sporet bremse op, standse, vende om og derefter bevæge sig fremad igen.
4. Skift til oversigten set oppefra af solsystemet. Her glider planeterne jævnt i én retning, og løkken forsvinder, hvilket viser, at det udelukkende handler om udsigtspunkt.

På den virkelige himmel kan du gøre noget lignende ved at markere en planets position i forhold til lyse stjerner med få dages mellemrum. Til at begynde med kan du se sådan iagttager du himlen.

Hvis du er nysgerrig efter, hvordan den astrologiske tradition læser denne periode, findes der en separat artikel om retrograde planeter. Denne artikel handler kun om astronomi: retrograd bevægelse er banernes geometri, ikke en ændring i selve planeterne.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak