Himlen – astronomi

Merkur: Planeten tættest på Solen

Merkur er solsystemets mindste planet og den, der ligger tættest på Solen. Et omløb tager kun 88 jorddøgn. Overfladen svinger fra omkring 430 °C om dagen til omkring −180 °C om natten. Den er svær at få øje på, fordi den aldrig fjerner sig langt fra Solen, så kig lavt på himlen kort efter solnedgang eller før solopgang.

Merkur i overblik

Merkur er den inderste og mindste af de otte planeter. Dens diameter er omkring 4.879 km, cirka 40 % større end Månens og lidt over en tredjedel af Jordens. Tyngdekraften ved overfladen er omkring 38 % af den, vi mærker på Jorden.

Dens gennemsnitlige afstand til Solen er omkring 58 millioner km, men banen er tydeligt aflang. Når Merkur er tættest på, er den cirka 46 millioner km fra Solen. Når den er længst væk, er afstanden cirka 70 millioner km. Et omløb tager 88 jorddøgn, hvilket gør den til den hurtigste planet. Romerne opkaldte den efter gudernes hurtige budbringer.

Merkur har ingen måner og ingen ringe. Den er meget tæt, og undersøgelser tyder på, at en stor metallisk kerne udgør en stor del af dens indre.

Overflade og temperaturer

Merkur er dækket af kratere og ligner Månen på mange måder. Et af de største landskabstræk er Caloris-bassinet, der er omkring 1.500 km på tværs og blev efterladt af et gigantisk nedslag for lang tid siden. Der løber også lange klipperygge hen over overfladen, som forskere forbinder med, at planeten er afkølet og skrumpet gennem tiden.

Planeten har næsten ingen atmosfære, kun en ekstremt tynd eksosfære (en spinkel ydre hylster af spredte atomer). Den kan ikke holde på varmen, så temperaturerne er ekstreme: omkring 430 °C på solsiden og ned til omkring −180 °C om natten.

Overraskende nok findes der vandis på Merkur, selvom den er så tæt på Solen. Isen ligger i dybe kratere ved polerne, hvor bunden aldrig rammes af sollys. Observationer, blandt andet fra NASA's MESSENGER-mission, understøtter det.

Merkur roterer også langsomt. En omdrejning i forhold til stjernerne tager omkring 59 jorddøgn, men på grund af den hurtige bane varer et soldøgn (fra solopgang til solopgang) omkring 176 jorddøgn. Planeten drejer præcis tre gange for hver to omløb.

Hvorfor Merkur er svær at se

Merkur er lysstærk, men svær at fange. Fordi dens bane ligger inden for Jordens, ser den altid ud til at stå tæt på Solen på vores himmel. Du vil aldrig se den midt om natten. Kig i stedet lavt mod vest efter solnedgang eller lavt mod øst før solopgang.

Nogle praktiske tips:

• Vælg et sted med en klar, flad horisont uden bygninger og træer.
• Begynd at kigge cirka 30–60 minutter efter solnedgang (eller samme tid før solopgang), når himlen er mørk nok, men planeten endnu ikke er sunket under horisonten.
• Merkur ligner et lyst, bleg og roligt punkt, der ikke blinker meget. Ret aldrig kikkert mod Solen. Vent, til den er helt under horisonten.
• Merkur flytter sig hurtigt fra nat til nat, så det er en god idé at prøve flere aftener i træk.

Ligesom Månen har Merkur faser, men du skal bruge et teleskop for at se dem. Du kan få generelle råd om observation i sådan ser du på himlen.

Største elongation

Elongation er vinklen mellem en planet og Solen, set fra Jorden. Største elongation er det tidspunkt, hvor Merkur står længst fra Solen på himlen, og dermed den bedste chance for at se den.

Vinklen er ikke altid den samme, fordi Merkurs bane er aflang: den varierer fra cirka 18° til 28°. En større vinkel betyder generelt, at Merkur står længere på en mørk himmel efter solnedgang eller før solopgang.

Der er to slags:

• Østlig elongation – Merkur står øst for Solen og viser sig på aftenhimlen efter solnedgang.
• Vestlig elongation – Merkur står vest for Solen og viser sig på morgenhimlen før solopgang.

Merkur når største elongation flere gange om året. Vinklen alene afgør ikke, hvor godt udsynet er. Hældningen af ekliptika (Solens tilsyneladende bane over himlen) i forhold til din horisont betyder også noget, fordi den bestemmer, hvor højt planeten stiger op i tusmørket. En mindre elongation med en stejlere ekliptika kan slå en større med en flad vinkel. Du kan finde præcise datoer for dit sted i Astronativas 3D-himmel eller i en planetarie-app.

Missioner til Merkur

Merkur er et vanskeligt mål. Et rumfartøj, der falder mod Solen, tager fart, og det kræver meget brændstof og snedig navigation at bremse nok ned til at blive fanget af planeten.

• Mariner 10 (NASA) fløj forbi i 1974–1975 og fotograferede omkring halvdelen af overfladen.
• MESSENGER (NASA) blev i 2011 det første rumfartøj i kredsløb om Merkur. Det kortlagde hele overfladen, undersøgte dens sammensætning og magnetfelt og var med til at bekræfte isen ved polerne. Missionen sluttede i 2015 med et planlagt nedslag på overfladen.
• BepiColombo (ESA og JAXA) er en fælles europæisk-japansk mission, opsendt i oktober 2018. Den består af to sonder og bruger forbiflyvninger af Jorden, Venus og Merkur til at bremse ned. Indtræden i kredsløb om Merkur er planlagt til november 2026.

Merkur har et svagt, men reelt magnetfelt. BepiColombo skal blandt andet hjælpe med at besvare, hvordan feltet opstår, og hvordan planetens indre ser ud.

Fra Jorden ser Merkur nogle gange ud til at bevæge sig baglæns mod stjernerne. Det er en optisk effekt, der skyldes planeternes forskellige omløbshastigheder. Læs mere i retrograd bevægelse og om, hvorfor planeter ser ud til at gå baglæns. Kulturelle fortolkninger er et særskilt emne, som du kan læse om i Merkur i astrologien.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak