Himlen – astronomi

Uranus: Planeten på siden

Uranus er den syvende planet fra Solen, og dens akse hælder omkring 98°, så den kredser næsten liggende på siden. William Herschel opdagede den i 1781, og under meget mørk himmel ligger den lige på grænsen af, hvad man kan se med det blotte øje.

Uranus er den syvende planet fra Solen og en af de mærkeligste verdener i solsystemet. Den roterer næsten liggende på siden, lyser blegt blågrønt og befinder sig så langt væk, at den undslap opmærksomhed gennem tusinder af år med stjernekiggeri.

Herschels opdagelse

Den 13. marts 1781 gennemsøgte William Herschel, en tyskfødt musiker, der var blevet astronom og boede i England, himlen fra sin have i Bath med et teleskop, han selv havde bygget. Han lagde mærke til et objekt, der ikke så ud som et lyspunkt, sådan som stjerner gør, men viste en lille skive. Først troede han, at det var en komet.

Da andre observatører fulgte dets bevægelse, blev det tydeligt, at objektet bevægede sig i en næsten cirkelformet bane langt uden for Saturn. Det var en planet, den første, der nogensinde er fundet med et teleskop, og den fordoblede solsystemets kendte udstrækning. De fem planeter ud til Saturn havde været kendt siden oldtiden, fordi de kan ses med det blotte øje.

Herschel foreslog navnet Georgium Sidus (»Georgs stjerne«) til ære for den britiske konge, men det slog aldrig an i udlandet. Den tyske astronom Johann Bode foreslog Uranus efter den græske himmelgud, og det navn sejrede. Læs mere om Saturn, den sidste planet, som oldtidens folk kendte, i dens egen artikel.

En meget skæv akse

De fleste planeter roterer med en akse, der står nogenlunde oprejst i forhold til deres baner. Jordens akse hælder omkring 23,4°. Uranus hælder omkring 98°, så den i praksis ruller rundt om Solen på siden. Fordi hældningen er lidt større end 90°, er dens rotation teknisk set retrograd, altså modsat de fleste andre planeters.

Følgerne er dramatiske. Uranus bruger omkring 84 jordår på at kredse om Solen, så hver pol har cirka 42 år i sollys efterfulgt af cirka 42 år i mørke. Det er solsystemets mest ekstreme årstider. Jordens årstider skyldes også aksehældning, men en langt mildere en af slagsen.

Hvorfor hælder den? Det ved forskerne ikke helt. Den førende hypotese er, at Uranus tidligt i solsystemets historie blev ramt af et stort legeme, måske på størrelse med Jorden, eller af flere mindre. Idéen understøttes af computermodeller, men er ikke bevist. Planetens ringe og måner har samme hældning, hvilket passer med tanken om, at de blev dannet eller omarrangeret efter en sådan begivenhed.

Hidtil er det eneste rumfartøj, der har besøgt Uranus på tæt hold, NASA's Voyager 2, som fløj forbi i januar 1986 og sendte de første detaljerede billeder af planeten, dens ringe og dens måner tilbage. Det meste af det, vi ved, stammer fra dette korte møde og fra teleskopobservationer.

Isgiganter

Uranus og Neptun kaldes isgiganter for at skelne dem fra gasgiganterne Jupiter og Saturn. Uranus er omkring fire gange bredere end Jorden og omkring 14 gange mere massiv.

Dens atmosfære består mest af brint og helium med en smule metan. Metan absorberer rødt lys, og det giver planeten dens blågrønne farvetone. Inde i planeten tyder nuværende modeller på store mængder vand, ammoniak og metan. Astronomer kalder disse stoffer »is«, selv når de er varme og under enormt tryk, så det betyder ikke, at planeten er en frossen snebold. Uranus har en af de koldeste atmosfærer, der er målt i solsystemet, med temperaturer under minus 200 °C.

Planeten har et system af svage ringe og mere end 25 kendte måner. Usædvanligt nok er de fleste opkaldt efter figurer fra Shakespeares og Alexander Popes værker frem for efter mytologien.

Kan du se den med det blotte øje?

Ja, men kun under de rette forhold. Uranus lyser med en størrelsesklasse på omkring 5,4 til 6, så den er kun lige synlig for det blotte øje under meget mørk himmel langt fra byens lys. I praksis skal du vide præcis, hvor du skal kigge, ved hjælp af et stjernekort eller en himmelapp.

Den letteste måde er at finde den med kikkert, hvor den ligner en svag stjerne. I et lille teleskop ses den som en lille blågrøn skive. Uranus holder sig altid nær ekliptika, så led blandt stjernebillederne i dyrekredsen. Byens belysning gør det sværere, så se vores tips om lysforurening og hvordan du ser på himlen.

Hvordan traditionen fortolker Uranus symbolsk, er et særskilt emne og ikke en del af astronomien. Det er beskrevet i Uranus i astrologien. Om forskellen mellem de to felter kan du læse i astronomi vs. astrologi.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak