Himlen – astronomi

Chiron og kentaurerne: små verdener mellem planeterne

Chiron (2060 Chiron) er et isnende lille legeme på omkring 200 km i diameter, som kredser om Solen mellem Saturn og Uranus cirka hvert 50. år. Det blev opdaget i 1977 og var den første kendte kentaur, en klasse af objekter på baner mellem Jupiter og Neptun, som har træk fra både asteroider og kometer.

Nævner man navnet Chiron, tænker mange på et symbol i et fødselshoroskop. Men længe før det er Chiron et virkeligt objekt i rummet: en lille verden af is og sten, der stille kredser om Solen i solsystemets yderste egne. Denne artikel holder sig til astronomien. Om den traditionelle betydning kan du læse i Chiron i astrologien.

Opdagelsen af Chiron

Chiron blev opdaget i 1977 af den amerikanske astronom Charles Kowal, som gennemsøgte fotografiske plader fra Palomar-observatoriet i Californien på jagt efter svage, bevægelige objekter. Dette objekt fulgte en usædvanlig bane, langt ude over hovedbæltet af asteroider mellem Mars og Jupiter. Det fik katalognummer 2060, så den fulde betegnelse er 2060 Chiron.

Navnet stammer fra den græske mytologi, hvor Chiron var en vis kentaur, som underviste helte. Valget satte et mønster: Objekter af denne type opkaldes nu efter mytiske kentaurer.

Hvordan er dens bane?

Chiron kredser om Solen cirka én gang hvert 50. år. Dens bane er langstrakt og ligger mellem Saturns og Uranus' områder. Når den er tættest på Solen (perihelium), er den omtrent lige så langt ude som Saturn, og længst væk er den nær Uranus' bane. Diameteren anslås til omkring 200 kilometer, så Chiron er et lille legeme i solsystemet og ikke en planet.

Banedata for Chiron vedligeholdes i NASA JPL's databaser over små legemer.

Hvad er kentaurer?

Kentaurer er små legemer, hvis baner for det meste ligger mellem Jupiter og Neptun. Navnet er en hentydning til de mytiske væsener, der var halvt menneske og halvt hest: Disse objekter er lidt af begge verdener. De ligner asteroider i udseende og størrelse, men kometer i sammensætning og adfærd.

Vigtige kendetegn ved kentaurer:

• Ustabile baner. De store planeters tyngdekraft ændrer hele tiden deres baner. Beregninger tyder på, at en typisk kentaurbane kun holder i nogle få millioner år, hvilket er kort på astronomiske tidsskalaer.
• Oprindelse hinsides Neptun. De fleste menes at stamme fra det fjerne Kuiperbælte og den spredte skive og være blevet skubbet indad med tiden.
• Mulig fremtid. Nogle kan blive til Jupiter-familiens kometer, mens andre slynges helt ud af planetsystemet.
• Navne. Efter Chiron opkaldes nyopdagede kentaurer efter mytiske kentaurer. Den næste kendte, Pholus (5145 Pholus), blev fundet i 1992.

Forskere beskriver ofte kentaurer som en overgangspopulation, en bro mellem de isnende legemer i det ydre solsystem og de kometer, vi ser nær Solen. Du kan læse mere om kometer i Kometer.

Mellem asteroide og komet

Chiron viser fint, hvorfor grænsen mellem de to kategorier er udvisket. Den blev først klassificeret som en asteroide. I 1988 blev den lysere end forventet, og i 1989 opdagede observatører en tåget hylster af gas og støv omkring den, en koma (skyen omkring en komets kerne). Derfor har den en dobbelt identitet: Som komet er den opført som 95P/Chiron.

På den afstand fra Solen fordamper vandis ikke let, så aktiviteten menes at skyldes mere flygtige stoffer som kulilte, der slipper ud fra overfladen. Detaljerne er stadig under udforskning.

Observationer, hvor Chiron passerede foran fjerne stjerner (en okkultation, hvor et legeme kortvarigt blokerer en stjernes lys), har antydet stråler eller ringe af materiale omkring den. Forskerne diskuterer stadig, hvordan resultaterne skal fortolkes, og billedet er ikke afklaret. Det er en god påmindelse om, at videnskaben finpudser sine svar frem for at skynde sig mod sikkerhed.

Chiron i astronomien og i traditionen

For astronomer skiller Chiron sig ud af tre grunde: Den var den første kentaur, der blev fundet, den viser overgangen fra asteroide til komet, og den hjælper os med at forstå, hvad der sker med isnende legemer, når tyngdekraften fører dem mod det indre solsystem.

Astrologi er et andet felt, en kulturel tradition. Her er Chiron en forholdsvis ny skikkelse, indført efter opdagelsen i 1977 og ofte knyttet til billedet af den »sårede healer«, en metafor for at reflektere over sårbarhed og lære af vanskelige øjeblikke. Det er symbolsk fortolkning og ikke en videnskabelig påstand: Et lille isnende legemes bevægelse forårsager ikke begivenheder i vores liv. Forskellen mellem de to tilgange forklares i Astronomi og astrologi.

Chirons plads blandt velkendte verdener

Til orientering er Saturn og Uranus de planeter, hvis baner omslutter Chirons vej. Den er langt mindre og for svag til at kunne ses med det blotte øje eller almindelig kikkert; det kræver store teleskoper og omhyggelige målinger. Derfor beregner apps som Astronativa dens position ud fra efemerider (tabeller med beregnede positioner) frem for at observere den direkte.

Chiron minder os om, at solsystemet ikke kun består af otte planeter. Det vrimler med små verdener, og kentaurerne er blandt de mest fascinerende: altid på farten og på rejse mellem riger.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak