Himlen – astronomi

Månens knuder: Hvor Månens bane krydser ekliptika

Månens knuder er de to punkter, hvor Månens bane krydser ekliptikas plan, altså Solens tilsyneladende vej hen over himlen. Banen hælder omkring 5 grader, så de fleste nymåner og fuldmåner rammer ved siden af linjen mellem Solen og Jorden. En formørkelse opstår kun, når månefasen falder sammen med, at Månen står nær en knude.

Månens skrå bane

Månen kredser om Jorden cirka én gang om måneden, mens Jorden og Månen sammen bevæger sig rundt om Solen. Solens tilsyneladende årlige vej hen over himlen kaldes ekliptika, og den ligger i planet for Jordens bane. Hvis Månens bane lå præcis i dette plan, ville hver nymåne placere Månen foran Solen, og hver fuldmåne ville sende den gennem Jordens skygge. Så ville vi have formørkelser hver måned.

I virkeligheden hælder Månens bane omkring 5 grader i forhold til ekliptika. Det lyder af lidt, men det er nok. Solen og Månen er hver omkring en halv grad brede på himlen, så i de fleste måneder passerer nymånen over eller under Solen, og fuldmånen passerer over eller under Jordens skygge. Derfor er formørkelser særlige begivenheder og ikke noget, der sker hver måned. Du kan læse mere om fasernes kredsløb i artiklen om månefaser.

Opstigende og nedstigende knude

To skrå planer skærer hinanden langs en ret linje. Månens banplan skærer derfor ekliptikas plan i to modstående punkter, som kaldes månens knuder (af latin nodus, »knude«):

• Den opstigende knude er, hvor Månen krydser fra ekliptikas sydlige side til den nordlige;
• Den nedstigende knude er, hvor den krydser fra nord til syd.

Midt mellem knuderne er Månen længst fra ekliptika, omkring 5 grader mod nord og derefter mod syd. De to knuder ligger præcis overfor hinanden, så linjen mellem dem, knudelinjen, går gennem Jordens centrum.

Den tid, Månen bruger på at vende tilbage til den samme knude, kaldes den drakoniske måned og er omkring 27,2 dage. Den er lidt kortere end den siderale måned (omkring 27,3 dage), fordi knuderne selv flytter sig, som beskrevet nedenfor.

Formørkelsessæsoner

En formørkelse kræver to betingelser på samme tid:

1. Den rette fase: nymåne for en solformørkelse eller fuldmåne for en måneformørkelse;
2. Månen står tæt på en af knuderne, så den ligger næsten på ekliptika.

Når Solen bevæger sig langs ekliptika, kommer den nær knudelinjen to gange om året, med lidt under seks måneders mellemrum. Disse vinduer kaldes formørkelsessæsoner. Hver varer lidt over en måned, og i løbet af den kan en nymåne og en fuldmåne falde tæt nok på en knude til at give formørkelser. Som regel sker der to formørkelser i en sæson, og nogle gange tre.

Solen bruger omkring 173,3 dage på at rejse fra den ene knude til den næste. Dens tilbagevenden til den samme knude tager omkring 346,6 dage, kaldet formørkelsesåret, som er kortere end kalenderåret. Derfor kommer formørkelsessæsonerne cirka 19 dage tidligere i kalenderen fra år til år.

NASA fører detaljerede oplysninger og kataloger over tidligere og kommende formørkelser, blandt andet kort, der viser, hvor hver enkelt kan ses.

Knuderne driver baglæns

Månens bane er ikke fastlåst i rummet. Primært på grund af Solens tyngdekraft roterer knudelinjen langsomt i den modsatte retning af Månens egen bevægelse, altså mod vest langs ekliptika. Det kaldes knudernes regression. Én hel omdrejning tager omkring 18,6 år, eller cirka 19 grader om året.

Det er en reel ændring i banens geometri. Det er ikke det samme som planeternes tilsyneladende retrograde bevægelse, som er en visuel effekt af vores udsigtspunkt på Jorden.

Cyklussen på 18,6 år har synlige følger. Den påvirker, hvor højt eller lavt Månen står op og går ned i forskellige perioder, og gennem sin virkning på den drakoniske måned ligger den også bag saros-cyklussen (omkring 18 år og 11 dage), hvorefter formørkelser gentager sig med lignende geometri.

Astronomer skelner også mellem den middelknude, som bevæger sig jævnt, og den sande (oskulerende) knude, som medregner små forstyrrelser i banen. De adskiller sig med mindre end to grader: middelknuden er knudelinjens gennemsnitlige position, og den sande knude er dens øjeblikkelige position.

Knuderne i den astrologiske tradition

Dette er en kulturel tradition og ikke et astronomisk faktum. I den vestlige astrologiske tradition kaldes knuderne nordknuden og sydknuden og forbindes med temaer som retning i personlig vækst og det velkendte udgangspunkt, man kommer fra. I den indiske (vediske) tradition kendes de som Rahu og Ketu, og i ældre europæiske tekster som drageens hoved og hale. Forbindelsen er historisk: gamle iagttagere bemærkede, at formørkelser sker nær disse punkter, og forestillede sig en drage, der sluger Solen eller Månen.

En astrologisk læsning er en opfordring til eftertanke og inspiration og ikke et bevis på, at knuderne påvirker vores liv. Du kan finde mere om symbolikken i artiklen om månens knuder i astrologien.

Kort sagt: En hældning på omkring 5 grader er grunden til, at formørkelser er sjældne oplevelser og ikke månedlige begivenheder, og knuderne er de punkter, der afgør, hvornår himlen byder på en.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak