Himlen – astronomi

Jorden som planet

Jorden er den tredje planet fra Solen. Den drejer sig om sig selv én gang på cirka 24 timer og kredser om Solen på cirka 365,25 dage. Dens akse hælder omkring 23,4°, hvilket giver os årstiderne og får himlen til at se forskellig ud fra forskellige breddegrader.

Jorden i solsystemet

Jorden er den tredje planet fra Solen og den største af de fire klippeplaneter i det indre solsystem. Dens gennemsnitlige afstand til Solen er cirka 150 millioner kilometer, en længde kaldet den astronomiske enhed (AU), som astronomer bruger som målestok i solsystemet. Jordens gennemsnitlige diameter er cirka 12.740 kilometer. Indtil videre er den det eneste sted, vi med sikkerhed ved rummer liv.

Hvorfor er Jorden rund?

Tyngdekraften trækker stof mod et fælles centrum. I et legeme så massivt som en planet er dette træk stærkt nok til at udjævne store ujævnheder, så legemet får en næsten kugleformet form. Jorden er ikke en perfekt kugle: fordi den roterer, er den let fladtrykt ved polerne og buler ud ved ækvator. Forskellen mellem ækvator- og poldiameteren er cirka 43 kilometer, lidt over 0,3 procent. Den bedste beskrivelse er en omdrejningsellipsoide.

Døgn og år

Rotation

Jorden roterer om sin akse fra vest mod øst. Derfor ser det ud til, at Solen, Månen og stjernerne står op i øst og går ned i vest. I virkeligheden er det os, der bevæger os, ikke himlen. Ved ækvator bevæger overfladen sig med cirka 1.670 kilometer i timen, mens farten nær polerne nærmer sig nul.

Én hel omdrejning i forhold til de fjerne stjerner, et siderisk døgn, tager cirka 23 timer og 56 minutter. Et soldøgn, fra én middag til den næste, er i gennemsnit 24 timer. Forskellen på cirka fire minutter opstår, fordi Jorden også bevæger sig langs sin bane og derfor må dreje en smule ekstra for at bringe Solen tilbage til samme position. Som følge heraf står en given stjerne op cirka fire minutter tidligere hver nat, hvilket over et år løber op til et helt døgn. Derfor skifter aftenens stjerner med årstiderne. Læs mere i siderisk tid.

Omløb

Jorden kredser om Solen på cirka 365,25 dage med en fart på cirka 30 kilometer i sekundet. Den ekstra kvarte dag er grunden til, at vi tilføjer en skuddag hvert fjerde år. Banen er næsten cirkulær, men let elliptisk: Jorden er tættest på Solen i begyndelsen af januar (cirka 147 millioner kilometer) og længst væk i begyndelsen af juli (cirka 152 millioner kilometer).

Fra Jorden ser det ud til, at Solen i løbet af året vandrer gennem baggrundsstjernerne langs en bane kaldet ekliptika og bevæger sig cirka én grad om dagen.

Aksehældning og årstider

Jordens akse hælder cirka 23,4° i forhold til vinkelret på dens banplan. Det er denne hældning, ikke afstanden til Solen, der skaber årstiderne. Beviset er, at den nordlige halvkugle har sommer, når Jorden er nær sit fjerneste punkt fra Solen.

Når den nordlige halvkugle hælder mod Solen, rammer sollyset mere direkte, og dagene er længere, så det er sommer dér. Samtidig hælder den sydlige halvkugle væk og har vinter. Et halvt år senere bytter rollerne plads. Øjeblikkene med størst hældning er solhvervene, og når ingen af halvkuglerne hælder mod Solen, har vi jævndøgn. Læs mere om årets rytme i Årstiderne.

Hældningens retning er ikke fast for evigt. Ligesom en snurretop beskriver Jordens akse langsomt en kegle og peger mod forskellige dele af himlen, og en hel cyklus tager cirka 26.000 år. Det kaldes præcession. På grund af den har nutidens Nordstjerne ikke altid været, og vil ikke altid forblive, den stjerne, der står nærmest himmelpolen.

Himlen fra forskellige breddegrader

Din breddegrad afgør, hvilke stjerner du ser, og hvordan de bevæger sig. Himmelpolens højde over din horisont svarer til din breddegrad.

• Ved Nordpolen står himmelpolen direkte over hovedet, og Polarstjernen er meget tæt på den. Stjernerne cirkler parallelt med horisonten, og ingen går op eller ned. Solen er over horisonten i cirka et halvt år og derefter under den.
• På mellemste nordlige breddegrader (for eksempel Danmark, omkring 55 til 57° N) står Polarstjernen cirka 55 til 57° over nordhorisonten. Stjerner nær polen er cirkumpolare: de går aldrig ned. Andre står op og går ned på skrå.
• Ved ækvator ligger begge himmelpoler på horisonten. Stjernerne står op og går ned næsten lodret, og i løbet af et år er næsten hele himlen på begge halvkugler synlig. Dag og nat er nogenlunde lige lange hele året.
• På den sydlige halvkugle er Polarstjernen ikke synlig, men man kan se objekter som Sydkorset, som ikke kan ses fra nordlige breddegrader.

Samme geometri gælder for Solen. Ved middag er dens højde cirka 90° minus din breddegrad plus Solens deklination (op til cirka ±23,4°). Derfor kan Solen kun stå direkte over hovedet mellem vendekredsene, og derfor findes der uden for polarkredsene, nær 66,6° bredde, døgn med polardag og polarnat.

Kort sagt

Rotationen giver os dag og nat og himlens tilsyneladende bevægelse. Omløbet giver os året og de skiftende stjernebilleder. Hældningen giver os årstiderne og den skiftende længde af dagslyset. Hvor vi står, afgør, hvilken del af denne himmel vi kan se. Når du forstår disse tre bevægelser, holder himlen op med at være en gåde og bliver et kort, du kan læse.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak