Himlen – astronomi

Præcession: Jordaksens langsomme vaklen

Præcession er den langsomme cirkelbevægelse, som Jordens rotationsakse udfører, ligesom en snurretop der vakler. Et fuldt omløb tager cirka 26.000 år. Den ændrer, hvilken stjerne der markerer den nordlige himmelpol, og flytter jævndøgnspunkterne langs ekliptika. Derfor passer det tropiske dyrekredss tegn ikke længere sammen med de stjernebilleder, som de deler navn med.

Jorden som en snurretop

Sæt en snurretop i gang, og du vil se, at den gør mere end at dreje rundt. Dens akse tegner langsomt en kegle. Den langsomme cirkelbevægelse kaldes præcession, og Jorden gør noget ganske lignende.

Jordens akse hælder cirka 23,4 grader i forhold til vinkelret på banens plan. Vores planet er ikke en perfekt kugle: fordi den roterer, buler den en smule ved ækvator. Solens og Månens tyngdekraft på denne bule forsøger at rejse aksen op. Fordi Jorden roterer, bliver resultatet ikke, at aksen vipper, men at den langsomt svinger rundt i en cirkel, præcis som med en top, der trækkes af tyngdekraften.

Selve hældningen forbliver næsten den samme under processen. Det, der ændrer sig, er den retning, aksen peger i.

En cyklus på cirka 26.000 år

Et fuldt omløb tager omtrent 25.800 år, ofte rundet op til 26.000. Jævndøgnspunkterne flytter sig på himlen med cirka 50 buesekunder om året, hvilket er omtrent én grad hvert 72. år.

Det er alt for langsomt til at mærke i løbet af et liv, men det kan let måles. Derfor er stjernekataloger og koordinatsystemer knyttet til en bestemt epoke, f.eks. J2000.0 (begyndelsen af år 2000), og derfor omregner astronomer koordinater til observationstidspunktet.

Oven på præcessionen ligger der mindre bevægelser. Én af dem er nutation, en svag nikken med aksen, som hovedsageligt hænger sammen med, at Månens skrå bane langsomt drejer rundt.

Hvordan himmelpolen flytter sig

Den nordlige himmelpol er det punkt på himlen, som Jordens akse peger mod. Når aksen langsomt cirkler rundt, driver polen hen over himlen og passerer tæt på forskellige stjerner.

I dag ligger den tæt på Polaris, nordstjernen i Lille Bjørn, og derfor bruger vi den til orientering. Se nordstjernen. Polaris vil et stykke tid komme lidt tættere på, og derefter bevæger polen sig væk.

Omkring 2700 f.Kr. var den stjerne, der lå tættest på polen, Thuban i Dragen. Omkring år 14.000 e.Kr. vil polen passere tæt på Vega i Lyren, en meget lys stjerne. Den ubevægelige stjerne i nord er altså kun en midlertidig rolle.

Den sydlige himmelpol cirkler på samme måde, selv om ingen lys stjerne markerer den i dag.

Hvorfor stjernetegn og stjernebilleder driver fra hinanden

Dette er den del, som mange synes er forvirrende. Ekliptika (Solens tilsyneladende årlige bane blandt stjernerne, se ekliptika) krydser himmelækvator i to punkter, jævndøgnene (se jævndøgn). Præcessionen flytter disse punkter langsomt mod vest langs ekliptika, modsat Solens årlige bevægelse.

I den vestlige tropiske tradition måles dyrekredsen fra forårsjævndøgn: 0° Vædderen er der, hvor Solen står i det øjeblik. Fordi dette punkt glider i forhold til baggrundsstjernerne, flytter de tegn, der er knyttet til årstiderne, sig gradvist væk fra de stjernebilleder, som de deler navn med. I dag er forskydningen cirka 24 grader, næsten et helt tegn.

Der er endnu en grund til, at de to aldrig har passet præcist sammen: Stjernebilleder har forskellig størrelse og uregelmæssige grænser, som Den Internationale Astronomiske Union (IAU) fastlagde i det 20. århundrede, mens stjernetegn er lige store inddelinger på 30 grader. Læs mere i hvorfor tegnene ikke passer med stjernebillederne, tropisk og siderisk dyrekreds og dyrekredsens stjernebilleder.

Forårsjævndøgn ligger i øjeblikket inden for Fiskenes grænser og bevæger sig mod Vandbæreren. Det er oprindelsen til det populære udtryk “Vandbærerens tidsalder”. Astronomien har dog ingen officiel startdato for den. Stjernebillederes grænser er ujævne, og forskellige forfattere angiver forskellige år, så det er en kulturel idé og ikke en astronomisk begivenhed.

Opdaget i oldtiden

Præcession er en af de tidligste subtile effekter, der er blevet fundet i astronomien. Opdagelsen tilskrives som regel den græske astronom Hipparchos, som arbejdede i det 2. århundrede f.Kr. Han sammenlignede sine egne målinger af stjernepositioner, for eksempel af Spica, med ældre optegnelser og bemærkede, at deres positioner i forhold til jævndøgnet havde ændret sig. Han konkluderede, at jævndøgnene langsomt flytter sig, og anslog en hastighed på mindst én grad pr. århundrede. Tallet er lavere end den moderne værdi, men retningen og tanken var rigtige.

Claudius Ptolemaios overtog i det 2. århundrede e.Kr. dette resultat i sit værk, og senere astronomer fortsatte med at forfine det. Den fysiske forklaring, tyngdekraft der virker på ækvatorbulen, kom med Isaac Newtons mekanik.

Historien er en fin påmindelse om, hvor tålmodig videnskab kan være: For at se så langsom en bevægelse havde man brug for optegnelser, der spændte over århundreder.

Kort sagt

Præcession er en naturlig, forudsigelig vaklen af aksen. Der er intet at bekymre sig om, den er blot en del af vores planets langsomme dans. Den forklarer, hvorfor nordstjernen skifter, og hvorfor det tropiske dyrekredss tegn ikke længere ligger under stjernebillederne med samme navn.

Positionerne i Astronativa er astronomisk nøjagtige. Fortolkningen er til inspiration. · Ordliste · Vilkår · Privatliv · Tak